Lokalpolitik

Der skal mere end én til en vals

BORGMESTERSTOL:I NORDJYSKE Stiftstidende 12. oktober kunne man læse, at Hobros borgmester Jørgen Pontoppidan (V) mener, at den nye fjordborgmester i overgangsperioden bør sidde uden for de fire eksisterende rådhuse, da han har " fået reaktioner fra flere bysbørn" og at folk i Hobro lægger vægt på, at Hobro er udpeget som egnshovedby Man tror simpelthen ikke sine egne øjne, når man videre i artiklen kan læse, at han mener, at der vil blive et forspring for den kommune og den rådhuskultur, hvor en ny borgmester evt. vil have kontor. Jeg tænkte automatisk på "Rød stue i børnehaven, hvor en flok tre-årige skændes om Legoklodserne". Hvordan i alverden vil du, Jørgen Pontoppidan, tilbyde dig som et attraktivt bud på ny borgmester i fjordkommunen og være med til at samle borgerne fra fire selvstændige kommuner, når du teer dig som et forkælet barn, der for første gang opdager, at demokrati handler om at dele og lytte. Skal vi nu til at samle borgergrupper i Hadsund, Arden og Mariager, som skal påvirke vores nuværende borgmestre, fordi vi så ikke vil have en borgmester siddende i Hobro? De fire borgmestre har tidligere fortalt borgerne, at fjorden var samlingspunkt. Især da der var tvivl om, hvor Mariager skulle gå hen. Holdningen i Hobro tyder på, at vandene allerede er ved at skilles. Jeg tænker også på, at Hobro som eneste kommune ud af de fire fik "lov" at bestemme navnet på fjordkommunen. Prøv igen og så i samarbejdets ånd, hvis borgerne også skal modtage og opfatte den nye Mariagerfjord som noget positivt, ellers skal der komme en kraftig opfordring til borgmestrene i Mariager, Arden og Hadsund til at fortælle, at der skal mere end èn til en vals.