Der skal torsk på nytårsbordet

Kunderne strømmer til fiskehandlerne for at sikre menuen nytårsaften. Valget falder ofte på en gammel kending.

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den enes død, den andens brød. Omkring 300 personer har indtil videre forudbestilt nytårstorsken fra Helene Aaens forretning i Sæby.

Nytåret nærmer sig, og det giver travlhed i landets fiskeforretninger. Klostergydens Fisk i Sæby er ingen undtagelse, og her er det den traditionelle nytårsfisk, der løber med opmærksomheden. - Det er stadig torsken, der sælger mest i vores forretning. I år er der forudbestilt over et halvt tons torsk, siger indehaveren Helene Aaen. De seneste dages blæst har givet svære forhold for fiskekutterne, men vejrforholdene har ikke bragt de mange bestillinger i fare. - Stormen har gjort, at vi ikke har sovet ret godt om natten. Tingene er heldigvis begyndt at komme ind, men de bliver desværre dyrere i år, siger Helene Aaen. På trods af prisstigningerne, så finder kunderne alligevel vej til Klostergydens Fisk. - Torsk skal der til, siger en smilende dame, inden hun forlader forretningen med et eksemplar på tre kilo. Satser på sushi Selvom torsken stadig er favoritspisen i Sæby og omegn, så bliver der eksperimenteret i fiskeforretningen ved havnen. - I år laver vi en del sushi til nytårsaften, og vi håber selvfølgelig, at det bliver en succes. Det findes i Aalborg og Frederikshavn, og nu tror vi, at vi er klar til det i Sæby, siger Helene Aaen. Arbejdet med sushien er tidskrævende, og Helene Aaen gør sig meget umage, når hun skærer i rullerne med den rå fisk, der findes i flere farver og varianter. - Vi bruger blandt andet rå laks, mango, avocado, tigerrejer og røget hellefisk, forklarer Helene Aaen. Resultatet af anstrengelserne kan hun først se, når den sidste kunde forlader forretningen 31. december. Traditionen tro - Det er jo en tradition, at folk spiser torsk. De unge mennesker spiser det, fordi de altid har fået det derhjemme, og den ældre generation har også altid spist torsk til nytår, siger Helene Aaen. Hun forsikrer, at hun har torsk og sennepssovs til alle interesserede, og kunderne virker tilfredse med udvalget i køledisken. Stefan Müller bor til dagligt i Hamborg, men svinger ofte forbi fiskeforretningen, når han er på ferie i Sæby. - Det er et dejligt sted. Folk er skønne, byen er skøn, landskabet er skønt, alt er skønt, siger han.