Der skal være plads til os alle

Turisme 4. september 2002 08:00

SLETTESTRAND: Det skal kunne betale sig. Og lokalområdet skal kunne leve af og med turismen. Det var nogle af budskaberne, da turistudviklingsselskabet Midt-Nord Turisme i går overrakte miljødiplomer til Feriecenter Slettestrand samt Sanden Bjerggaard. De to er blandt i alt 23 turistvirksomheder, der deltager i projektet "Bæredygtig Turisme i Midt- og Nordjylland". Det omfatter i alt fire trin, og som et synligt bevis på, at trin 1 er veloverstået, fik virksomhederne et indrammet diplom underskrevet af direktør Jørgen Hansen fra Midt-Nord Turisme. Han gav også et par velmente ord med på vejen og udtrykte håb om, at såvel Feriecenter Slettestrand som Sanden Bjerggaard arbejder videre i projektet. Hidtil har det hanlder om at sortere affald, spare på el og vand samt formulere en miljøpolitik. Men kravene øges langsomt. - Det handler også om bæredygtig turisme. Vi er jo i Nordjylland, så det skal kunne betale sig. Men der er også den dimension, der handler om, at såvel turister som virksomhederne og lokalbefolkningen skal kunne være her i området, sagde Jørgen Hansen. Inger Marie Kronborg, der sammen med sin mand John Kronborg driver Feriecenter Slettestrand, modtog diplomet med tak for samarbejdet med Midt-Nord Turisme, der har kunnet lære feriecentret meget om at tænke mere miljørigtigt. Og så var der ros fra formanden for Han Herred Turistforening, Jens Damsgaard, til Feriecenter Slettestrand og Sanden Bjerggaard. - Projektet stemmer helt overens med det, vi gerne vil i turistforeningen. Selvfølgelig skal der tjenes penge, men det skal også gå op i en højere enhed med, hvad lokalbefolkningen vil, og det arbejder vi meget for i foreningen, sagde Jens Damsgaard. Han kaldte de to lokale turistvirksomheders indsats for en begyndelse, der forhåbentlig kan udvikle sig og være inspirerende for andre virksomheder.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...