Gistrup

- Der skal være støtte til Caspar

Alt tyder på, at den politiske linje ikke bliver fulgt, siger Anne-Dorte Krog (SF)

Caspar med sine forældre, Ann Andersen og Kim Christensen og lillesøster på en måned. Forældrene fortalte i avisen fredag  om deres besvær med at få støttetimer til Caspar, som er bagud socialt. Caspar blev født 10 uger for tidligt og vejede dengang kun 1100 gram. Foto: Jens Morten

Caspar med sine forældre, Ann Andersen og Kim Christensen og lillesøster på en måned. Forældrene fortalte i avisen fredag om deres besvær med at få støttetimer til Caspar, som er bagud socialt. Caspar blev født 10 uger for tidligt og vejede dengang kun 1100 gram. Foto: Jens Morten

AALBORG:Anne-Dorte Krog, byrådsmedlem (SF), tager nu sagen op, efter at et forældrepar i NORDJYSKE Stiftstidende fredag var bekymret for deres for tidligt fødte barns udvikling. Det ikke kunne få blot nogle få støttetimer i børnehaven til fireårige Caspar. Det er det rene vrøvl, som det kommer til udtryk i artiklen, at der ikke kan gives støttetimer til et barn, der har haft dobbelt dagplejeplads, bemærker hun og siger videre: - Jeg har selv været med til at lave kriterierne, og et sådant barn går meget fint ind under gruppe 3. Her er overskriften: Andre børn med periodiske eller mere permanente definerede problematikker, der kræver ekstra støtte. - Der har tidligere været bøvl med for store og lange ventelister til støttepædagogerne, og det har haft politisk bevågenhed, hvor vi bl.a. flere gange har tildelt flere ressourcer og omlagt den personalemæssige visitering, siger Anne-Dorte Krog, medlem af socialudvalget. Hun tolker de svar, som socialforvaltningen kommer ved i avisen, som, der kunne være flere sager udvalget ikke har kendskab til. Noget tyder således på, at den politiske linje ikke bliver fulgt. - Hvis problemet med ventelister nu blot løses ved ikke at visitere til den nødvendige støtte, er det galt. - Det er klart for enhver, at kan et barn beholdes i normalmiljøet er det guld værd for både barn og økonomi, og det, at barnet er i institution er i vore dage også essentielt for barnets udvikling og skoleparathed. - Når børnehaven ikke magter barnet uden støtte, så skal der selvfølgelig støtte på, siger Anne-Dorte Krog. Hun oplyser i øvrigt, at man i forbindelse med lukningen af institutionen, Ellekrogen i Gistrup med fokus på for tidligt fødte, fik at vide, at de børn kunne få støtte i en hvilken som helst børnehave.