EMNER

Der skydes i Aalbæk

18 elever på grundtræning

Det er Dansk Skoleidræt og De danske Skytteforeninger, som hvert år arrangerer skoleskydning for elever i femte klasse, og det er blevet en tradition, at femte klasse på Aalbæk Skole deltager, oplyser Arne Jensen fra Aalbæk Skyttekreds. Det er i år 15. gang, der er skoleskydning, og Aalbæk skole har været med hvert år. Det hidtil bedste resultat for en ung aalbækker kom i 1995, hvor det blev til en tredjeplads i landsfinalen. Eleverne inddeles i hold på fire, og i hver amtskreds indenfor De danske Skytteforeninger mødes de 20 bedste hold til en amtsfinale. Vinderen af amtsfinalen går videre til landsfinalen. Den holdes i år 27. november i Vingsted. - I Aalbæk holder vi i første omgang to træningsskydninger. Det bliver onsdag i uge 39 og uge 40. Den endelige konkurrenceskydning finder sted onsdag i uge 41. Holdene sammensættes ud fra, hvor godt de enkelte har klaret sig i træningsrunderne, forklarer Arne Jensen. - De seneste to år er det ikke lykkedes Aalbæks bedste hold at nå amtsfinalen. Det har vi ellers haft for vane, og det håbet vi også at nå i år. I amtsfinalen er der medaljer til de tre bedste hold. Skoleskydning har været afviklet på landsplan siden 1995, og deltagerantallet er i nærheden af 10.000 unge, som på denne måde får præsenteret skydning som sport. - Skytteforeningen sørger for instruktion og låner dem geværer - og så får deltagerne hver den særlige Diplomskive med hjem, når de har skudt, , fortæller Arne Jensen, Aalbæk Skyttekreds.