Der snittes og gumles

44 deltagere tygger på livet løs for videnskabens skyld.

Jonne Carlsen spiser sine 500 gram grønsager med begejstring. Arkivfoto: Henrik Louis

Jonne Carlsen spiser sine 500 gram grønsager med begejstring. Arkivfoto: Henrik Louis

Der snittes, hakkes og gumles til den helt store guldmedalje hjemme hos Jonne Carlsen. Hun er med i et forskningsprojekt på Sygehus Vendsyssel, og det gør, at hun hver dag skal spise 500 gram grønsager. - Jeg synes, at det går udmærket med at spise grønsagerne. Vi får nogle gode opskrifter med, så det er ikke så slemt. Men er man udearbejdende, må det være svært, for det tager sørme lang til at snitte alle de grønsager, siger Jonne Carlsen. Hun har overtalt sin mand til også at være med, så der kun skal laves en type mad - men altså også hakkes endnu mere. - Jeg har godt nok en maskine, der kan hakke, men grønsagerne er altså bedst håndhakket, fastslår Jonne Carlsen. Ph.d og lektor ved Aarhus Universitet Per Bendix Jeppesen står for projektet, der gennemføres i samarbejde med forskningsenheden på Sygehus Vendsyssel. Han vil med sit projekt undersøge, om gammeldags grønsager har en forebyggende effekt på diabetes 2 og hjertekarsygdomme. De gammeldags grønsager kommer fra Fyn, hvor de dyrkes på baggrund af frø fra en Nordisk Genbank på Svalbard. Projektet har 44 deltagere, der ved lodtrækning er delt op i tre grupper. Nogle får gammeldags grønsager, andre almindelige grønsager og den tredje gruppe skal spise nogenlunde som de plejer. For at komme med i projektet skal man have diabetes 2, forhøjet blodtryk, forhøjet kolesterol og være overvægtig. Jonne Carlsen fik konstateret diabetes 2 for to år siden. Deltagerne skal have deres værdier undersøgt undervejs i projektet. - Vægtmæssigt står jeg på det samme. Jeg spiser også mere nu end jeg plejer. Grønsagerne sætter sin begrænsning, så man kan ikke spise andet, siger Jonne Carlsen. Hun har selv målt sit blodsukker i den senere tid: - Der kan jeg se, at grønsagerne har en positiv effekt. Når de 12 uger er gået, tror jeg ikke, vi vil spise helt så mange grønsager, men der vil uden tvivl komme flere ind i vores kost, gætter Jonne Carlsen. 8. oktober er alle deltagerne i grønsagsprojektet inviteret ud på EUC Nord, hvor de skal lære at lave mad med grønsager. Underviser er kok Per Mandrup. Han har sammen med klinisk diætist Susanne Elman fra Diabetesforeningen udtænkt opskrifterne, som senere vil udkomme som kogebog.