Der tabes punge med værdier

200 punge til en samlet værdi af 1,5 millioner kroner bliver i løbet af uge 39 "tabt" forskellige steder i Frederikshavn.

Det gælder om at holde øjnene åbne i løbet af uge 39.

Det gælder om at holde øjnene åbne i løbet af uge 39.

Bag de tabte punge står Spar Nord Frederikshavn, handels- og virksomhedsforenigen Frederik og 55 lokale forretninger og foreninger, og formålet med den utraditionelle "vækstpakke" er at sætte mere gang i forbruget i lokalområdet. Pungene vil blandt andet blive tilfældigt "tabt" på gader og stræder og omdelt i forbindelse med begivenheder som Aftenkup, Torvedage, Frederiks modeshow, White Hawks hjemmekamp mod Rødovre og ikke mindst i postkasser rundt om i Frederikshavn. Hver pung repræsenterer værdier for 7.500 kroner i form af gavekort og rabatkort til 55 lokale forretninger og foreninger. Vækstpakke Ifølge direktør i Spar Nord Frederikshavn Ole Vejling er formålet med den utraditionelle event at prikke lidt til forbrugerne, som ellers er meget tilbageholdende med at bruge penge for tiden. - Både fra politikere og økonomer er der rigtig meget snak om, at vi skal have privatforbruget i gang, hvis vi skal have gang i væksten. Så nu forsøger vi at prikke lidt til forbrugerne og få hjulene mere i gang her i Frederikshavn, siger Ole Vejling. Initiativet er kommet i stand i tæt samarbejde med de 55 lokale forretninger og foreninger, og ikke mindst fra handelsstandsforeningen Frederik er begejstringen stor: - Der er ingen tvivl om, at der er behov for ekstraordinære tiltag, for lige nu er forbrugerne meget tilbageholdene, siger Dan Kobberup fra Frederik. Gaver til hele familien Blandt de 55 lokale forretninger og foreninger er så vidt forskellige forretningsdrivende som et advokatkontor, en burgerbar og et rejsebureau. Advokatkontoret bidrager med gavekort på advokatbistand, burgerbaren med gratis burgere, og rejsebureauet bidrager med rejsegavekort. I praksis fungerer det sådan, at talonen i tegnebøgerne skal afleveres i Spar Nord i Danmarksgade, hvor den kan veksles til de mange gavekort og rabatkuponer. Der kan kun veksles én talon per husstand og kun af personer over 18 år. Alle deltager i lodtrækningen om 1 iPad 2 til en værdi af 4.000 kr.