Der tæres på snebudgettet

Der vil dog blive ryddet sne, selv om kassen tømmes

BRØNDERSLEV:Den seneste tids snevejr tærer godt på Brønderslev Kommunes snerydningsbudget. Teknisk chef Asger Nielsen fra Brønderslev Kommune fortæller, at der er brugt noget over én million kroner, og budgettet er på godt to millioner kroner. - Hvert døgn koster det mellem 175.000 kr. og 200.000 kr. alene til fremmede vognmænd. Dertil kommer kommunens egne ansatte og eget materiel, fortæller Asger Nielsen. Formand for teknik- og miljøudvalget, Karsten Frederiksen (K), siger, at der kommer enkelte klager, men ellers er der stort set tilfredshed med snerydningen. - De vigtigste veje bliver ryddet først, og derefter ryddes fortove, cykelstier med mere. - De ansatte udfører et stort arbejde, og de har meget overarbejde, fortæller Karsten Frederiksen. Borgmester Jens Arne Hedegaard (V) understreger, at Brønderslev Kommune ikke har planer om at følge Bornholm, hvor sneplovene kører i garagen klokken 18. - Selv om pengekassen bliver tømt, vil der bliver ryddet sne, forsikrer Jens Arne Hedegaard. Han understreger, at det er svært at ramme budgettet. - Nogle år bruger vi ikke pengene, og andre år, rækker de afsatte penge ikke, siger Jens Arne Hedegaard.