Der var engang en andegård II

Der var stadig så dejligt ude på landet.

Foråret var virkelig på vej, og snart ville det blive sommer. Så ville storken komme flyvende, og vandre rundt på sine lange, røde ben, og hvis man er heldig, så kan man høre den snakke ægyptisk. I andegården var der faldet ro på. Den store andegårdsafstemning var slut. Ænder fra hele landet – selv på de nordligste proprietærgårde og husmandssteder - havde deltaget. Resultatet var blevet udrappet i ændernes gamle festsal i andehovedstaden. Det havde nu været så hyggeligt, synes andemor, for nu om dage var der stort set kun moderne rap i Ændernes Hus. Nu gik den gamle andemor og ryddede op. Der var fyldt med andesaftevandskrus og kalkunrester. Det var gået hektisk til. De havde været der fra andeavisen, og de nymodens ande-tv-selskaber havde os været der. De unge ænder havde larmet og festet hele natten, og var først gået rappende skæve hjem, da de friske andeaviser var blevet fløjet ind af duerne hen på morgenen. Derimod havde de fleste gamle ænder trukket sig tilbage meget tidligt. Det lignede dem ikke, men de fleste ældre var også noget matte i vraltningen - ligesom de også altid var i dagene lige før Mortensaften. Det var også gået, som andemor havde forventet. De unge ænder havde taget det hele. Magten og æren. Det var måske også det der skulle til, men selv følte andemor en underlig smerte i sit gamle andebryst – lige under den venstre vinge. Andemor samlede en krøllet andeavis op, og så berøvet på forsiden. Der stod, at "Taber-Franks kone græd". Sikke dog noget, tænkte andemor, og blev lidt vred. Hun vidste da, at den tabende andrik Franks kone nok havde støttet sin mand - som hun plejede - men så meget kendte andemor også Franks andersine, at hun også glædede sig til en morgendag, hvor hendes Frank kunne vende hjem til den nordjyske proprietærgård og der finde hvile til sine trætte vinger. Hun havde nok ikke - som antydet af hønseavisen - grædt, fordi magten gled hende og manden af hænde, men i forståelig overvældelse af alt det der skete, og over alt, som var sket forinden. Andemor havde også knebet en tåre den aften. En tåre for at alt det nye og ukendte. Hvad kom det til at betyde? Hvad ville fremtiden byde hendes ænder. Ville de unge lade sig rive med af succes og fremgang, og glemme, hvorfra de kom? Ville andemor opleve, at det var lige andefedt om ænder, høns, eller de nu herregårdsrene kalkuner, der sad og bestemte på Herregården? Ville det i fremtiden blive svært, at kende forskel på en and og gås? Det var det såmænd allerede mente nogle. Men det var mest vildænderne, der sagde så'n. Andemor smed avisforsiden i skraldespanden. Der hørte den hjemme. Hun kiggede op mod himlen, og tænkte på andrik Franks tale, da det viste sig at han fået for få andestemmer. Det var en tale til fem fjer. Selv i hønseaviserne var der anerkendelse. Andemor kom til at baske lidt fornøjet med vingerne. Mange gange havde hun oplevet, hvor rosende alle altid havde omtalt ænders afskedstaler. Lige fra den gamle afdøde andrik Jens Ottos afskedspressemøde, andrik Pouls afskedssang uden uld i næb, og den seneste førerandrik Mogens, hvis farvelbaskning nærmest fik såvel andegråd som krokodilletårer til at plaske ned på stenbroen. Det er ganske vist. Og nu så Frank. Hvad mon han nu vil, tænkte andemor, som godt vidste han snart forlod Herregården for at tage tilbage til de nordligste gårde, hvorfra han kom. Hun havde hørt nogle snaske om, at han måske ville blive tilbudt overandsjobbet på den store nordjyske proprietærgård, men hun have også hørt et par anderygter om, at det ville han rappe nej tak til. Man skubber jo ikke en gammel rapven ud på dybt vand. Frank endte nok igen som vært ved ændernes store ugentlige spil om kalkuner. Ænder spiser nemlig ikke ænder. Endnu. Andemor smed de sidste andekrus i affaldssanden, og baskede med fjerene. Selv ville hun også snart trække sig tilbage, men hun ville lige lade sommeren komme, og sige dav til storken. Det kunne jo være den rødbenede fætter kunne give et godt bud på fremtiden på Herregården. Men kun hvis man forstår ægyptisk. Første del af "Der var engang en andegård" blev bragt 5.4.