Der var engang en prinsesse...

DØDSPORNO Mennesker er altid en god historie - af den enkle grund, at vi alle er mennesker - og jo mere kendte de er, desto bedre bliver historien. Af mange grunde, blandt andet fordi vi almindelige dødelige så gerne vil spejle os i og drømme om (eller forarges over) dét glamourliv, som kendisserne har.

En af de bedste historier overhovedet var naturligvis dén om Prinsesse Diana og hendes ulykkelige ægteskab med den britiske tronarving, Prins Charles - et ægteskab, der ikke alene endte med royal skilsmisse, men sluttede som tragisk som muligt for Diana, der døde ved en bilulykke i Pont d’Alma-tunnelen i Paris for 10 år siden sammen med sin nye kæreste, den egyptiske forretningsmand Doddy al Fayed. Historien om prinsessens død nåede nye højder - eller var det dybder? - da den britiske tv-station Channel Four forleden viste en dokumentarfilm med den døende prinsesse. Filmen var bygget op omkring interviews med nogle af de pressefotografer, der havde været med til at jagte hende hin skæbnesvangre nat. Og den viste hidtil usete billeder - men efter pres fra det britiske kongehus valgte Channel Four i sidste øjeblik at sløre ansigtet på Diana. Det var vel nok morderligt pænt gjort. Yderst taktfuldt! Eller også var det ”dødsporno” i højeste potens, fordi det var regulært plattenslageri på en menneskelig tragedie, som - indrømmet - havde det ”pikante” pift, at Prinsesse Diana naturligvis ikke var hvem som helst, hverken i livet eller i døden. Men som menneske var hun som hvem helst, og - ja, undskyld udtrykket - findes der noget mere personligt og intimt i et menneskes liv end dets død? Selv om Channel Four-programmet hører til de mest groteske i sin mangel på blufærdighed og respekt for menneskers liv og død, flugter det desværre fint med en tendens, der breder sig - ikke alene i de velkendte medier, men i høj grad også i såkaldt almindelige menneskers brug af internettet. Aldrig har der været blotlagt så meget privatliv, som det nu er sket i cyberspace. Og det er ikke kun mere eller mindre uskyldige private hjemmesider. Måske er det ”underholdning” af en slags, men det er øjensynligt ved at blive en folkesport at invadere hinandens privatliv. Presseetikken kommer i skammekrogen, når det er medierne, der står bag. Men hvad med læsernes, seernes og netbrugernes egen etik nu, da gamle dages få vindueskiggere er afløst af moderne tiders mange Windows-kiggere? Den gamle vindueskigger holdt sig dog fra kapellet.