Der var engang..

1. maj-dagen er mere et der-var-engang-begreb end en nutidig kamp- og manifestationsdag.

1. maj 2012 06:00

Snarere kan man vel betegne dagen mere som en fagbevægelsens afmagts-demonstration end en opvisning af styrke og engagement. Der er noget "hør hvor vi gungrer", som Musen sagde til Elefanten, da de sammen passerede træbroen. Hvor Musen er de tyndt besatte demonstrationer og mødepladser - mens Elefanten er virkelighedens ligegyldighed. Arbejderbevægelsen har haft sin imponerende og resultatskabende fortid. Den tegnede velfærdsstaten - og medvirkede til dens virkeliggørelse. "Vi har sejret ad helvede til!", som Thomas Nielsen konkluderede i sin afskedstale i 1982, da han forlod formandsposten i LO. Som dengang rummede over én million medlemmer. I dag er knap en tredjedel sivet ud. Ved den nylige overenskomst-afstemning havde 485.000 fagforeningsmedlemmer adgang til at stemme. De skulle tage stilling til overenskomster, der i realiteten betyder reallønsfald. Stemmedeltagelsen var 29 pct. Blandt dem udgjorde ja-stemmerne 69 pct. Kan det betegnes som andet end resignation eller ligegyldighed fra majoriteten i fagbevægelsen? Og det er på samme baggrund fagbevægelsens ledere kan gå til trepartsforhandlinger med regeringen om at bidrage til opretning af samfundsøkonomien. Regeringens mål er at sikre yderligere 4 milliarder kroner til statskassen. Det kan ske ved længere arbejdstid - enten ved at sløjfe feriedage eller ophæve frihed på helligdage. Det er på den baggrund næsten ondt, at fagbevægelsen har gjort temaet Ulighed til 1. maj dagens fanfareklingende slogan. Når man ser på afstemningerne og den vigende tilslutning til organisationerne - og tilsvarende afvikling gælder den politiske gren af dagens arbejderbevægelse - kan det næppe tages som udtryk for andet end en bekymrende afstand mellem de styrende og de styrede. Det udtrykkes på mange måder. Jeg genkalder mig et glimt fra 1.maj dagen i Aalborg 2010. Den lokale LO-formand Anna Kirstine Olesen gik i spidsen for demonstrationen bærende den store tunge røde LO-fane. I sig selv en beundringsværdig kraftpræstation! Vel ankommet til Kildeparken fortsatte Anna Kirsten lige ud - mens demonstrationen bag hende svingede til højre i retning mod tribunen, før LO-formanden blev klar over sin enegang…

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...