Der var engang...

I Jako Bole Teatrets nye forstilling tages børnene med på et tidløst eventyr

Brønden 17. september 2002 08:00

Riddernes sværd klinger hver gang, de rammer hinanden. Den sandfarvede borg bag dem er i forfald. Vi befinder os i udkanten af ørknen, i et ikke nærmere defineret post apokalyptisk miljø. Brønden er ved at tørre ud. Næringen til alt liv er ved at forsvinde. Og selvom Jako Bole Teatrets nye forstilling "Brønden" for de mellemstore børn først og fremmest er et eventyr, der skal give en oplevelse, handler den også om noget langt mere alvorligt. Og noget som mange børn, ifølge stykkets manuskriptforfatter Lone Andrup, kan nikke genkendende til. - Udgangspunktet for historien var, at det skulle handle om svigt. Den følelse tror jeg, der er mange børn, der kender til idag. Stykket der har premiere 21. september handler om Sir Maurice, der sammen med sin væbner Hubert kommer hjem fra et langt udenlandstogt og finder borgen i stærkt forfald. Hans kone er lige død, og datteren Elisabeth har overlevet under kummerlige kår. - Faren har jo svigtet i den grad, og så vil det jo vise sig, om det overhovedet kan gøres godt igen. Rammen om historien er ridderuniverset, men på fødderne bærer skuespillerne moderne kondisko. For at give publikum en fornemmelse af tidløshed. - Det kunne ligeså godt foregå i fremtiden, men det er inspireret af rollespil. Jeg har selv en nu voksen søn og ville gerne prøve at lave noget, der i høj grad appelerer til drengene. At kunne få dem til at sige woow ville være skønt. Pigerne skal nok blive fanget ind. Det bliver de altid. Og Lone Andrup er overbevist om, at teateret kan give børnene noget, de ikke normalt får ved at sidde foran kassen eller computeren. - Teatret giver dem nærvær, og det giver dem en oplevelse, der er ægte. Nærvær er en mangelvare idag, og noget børnene ikke får ved kun at fylde sig med mediernes dåseunderholdning. Hun har tidligere lavet vikingespil, men greb chancen for at skrive professionelt teater for børn, da stykkets instrukør Anders Ramberg kontaktede hende. Og det har hun ikke fortrudt. - Det her var en enestående chance for at skrive professionelt børneteater, og det har været utrolig sjovt. Jeg håber ikke det er sidste gang jeg skriver til Jako Bole Teateret. Og at eventyret bliver en succes hos børnene er næsten givet på forhånd. For selvom mange teatre taler om publikumskrise, oplever Jako Bole, ifølge kunstnerisk leder og instruktør Anders Ramberg, det stik modsatte. - Vi har et stort stampublikum, og det bliver større og større. Måske fordi vi har insisteret på at blive ved med at lave rimeligt komplicerede historier for børnene, og ikke henvende os til den laveste fællesnævner som der var nogle der syntes, vi skulle for år tilbage. Vi kan i hvert fald konstatere, at børnene efter at have været her én gang bliver ved med at komme tilbage. Og som sagt bliver der flere af dem.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...