Der var lås på den udvendige side

Anneks på 12 kvadratmeter blev brugt som et fangehul. NORDJYSKE har været inden for i huset i Serritslev-sagen.

Hun sidder lidt skævt sammensunket, ofte med en hånd under hagen og taler med en stemme, man næsten ikke kan høre. Hun er 37 år, mor til ni børn, tiltalt for vanrøgt, vold og mishandling af børnene og er i gang med at forklare sig i retslokalet i Hjørring. Serritslevsagen er i gang med alle dens grusomheder, mug, skidt og møg, kulde, sult og elendighed. Moderen er lille, tynd og bleg, og det ser ud som om, hun ikke har fået frisk luft og sol længe. Hun har en turkis-blå hættetrøje på, indenunder en t-shirt og en rødternet skjorte, et par sorte jeans, sorte nylonstrømper, som kommer til syne i et par sko med halv høj hæl. I bæltet hænger et rødt hjerte, der dingler når hun går med lidt akavede skridt de lidt høje sko. Hun sætter sig i stolen og skutter sig og krummer ryg. Hun holder om et plastikbæger med vand og rykker sig på stolen, drejer sig og kommer til at sidde skævt og selv om anklageren adskillige gange prøver at skubbe mikrofonen helt op i ansigtet på den tiltalte kvinde, så kommer hun til at tale meget lavt og forbi mikrofonen, når det er hårdt, og når der er svære ting at tage stilling til. Og dem er der mange af. Dag nummer to Det er dag nummer to i retten, og måske er det fordi, hun har fået mere mod og har vænnet sig lidt til at være i det store retslokale, at hun vender sig om og kigger tilbage over skulderen. Hun får øje på NORDJYSKEs udsendte, på en bladtegner og et pensioneret ægtepar. Tilhørerpladserne er ellers fyldt med pressefolk og tilhørere, men så meget drejer hun sig ikke. Faderen til de otte af børnene sidder kun et par skridt fra hende i retten. Han er udover vanrøgt og vold og mishandling tiltalt for seksuelle overgreb mod sin egen datter og mod en steddatter. Han ser mere sund ud i kuløren med et lille overskæg, en kort frisure og et lidt muntert ansigt. Og af en eller anden grund ligner han en turist, der overværer en forestilling, som man ikke af kulturelle og sprogmæssige barrierer helt har forstået. Han skæver indimellem til moderen, men det er kun sjældent. Ellers sidder han også lidt skævt og vender lidt af ryggen til som for at distancere sig fra hende og fra sagen og fra alt det grusomme. Han har erklæret sig uskyldig ved rettens begyndelse, ligesom hun har. Men hun har svært ved at forklare og ved at huske alt det grusomme. Som det der skete i annekset til huset på Holtevej ved Serritslev. Et klamt anneks Her på en lun forårsdag er der koldt og klamt derinde i annekset. Det er onsdag aften, aftenen forinden retssagen begynder i Hjørring, og vi er sammen naboen Svend Guldhammer Mortensen og hans hustru, Hanne Grethe Mortensen på en gåtur. Det første vi kommer til på siden af huset er annekset. Døren står åben, og der er en lille mørk og kold forgang. Til højre i forgangen et toilet, der er uhumsk og beskidt. Dernæst en dør med en krog indtil et mørkt, koldt og klamt rum på 12 kvadratmeter. Væggene står rå med den bare beton. Der er ingen tegn på, at her kunne der bo mennesker. Ingen. - Men her boede den store pige jo, siger naboen Svend Guldhammer Mortensen og står og kigger sig omkring i det kolde rum. - Se lige vinduet, siger han og peger. - Det er blåt. Der slipper ingen lys ind, og man kan ikke se ud. Når døren lukkes er der mørkt. Inde i retssalen sidder moderen og har netop fået stillet spørgsmålet: "Hvem besluttede, at hun skulle bo i annekset?" Spørgsmålet er stillet for at opklare, hvem der beslutter det og hvornår. - Det ved jeg ikke, hvem der besluttede. Det gjorde hendes far, vil jeg tro, forklarede moderen i retten. Et skilt på annekset I følge anklageren har faderens datter, der nu er 21 år, i sommeren og efteråret 2009 boet i annekset, som blev låst udefra. Med den lås som stadig sidder der på dørstolpen. Og med en stolpe. På et tidspunkt blev der angiveligt også hægtet et skilt på med skriften: Brønderslevs luder 500 kroner. Vi bakker ud af det klamme og råkolde mørke rum. Ingen siger noget. Hanne Grethe Mortensen er ikke rigtig med inde. Men vi kommer ud i det fri og kan mærke varmen og solen igen. Hanne Grethe Mortensen peger på en lille græsskråning, som vi er gået forbi, og som ligger lige inden huset. - Vi kom her til og ikke længere, da de boede her. - Jeg har så blandede følelser omkring det. Bare de snart rager huset ned. Jeg kan næsten ikke holde ud at gå herned. Hun gyser lidt, skutter sig og trækker sin poncho tættere omkring sig. De spiste rub og stub Hanne og Svend siger ikke så meget om sagen. Men meget gerne om de hyggelige stunder, de selv har haft med børnene. Både når de skulle hente vand, fordi der ikke var vand hjemme, og når de bare ville have varmen og hygge sig. Ægteparret elskede, når børnene kom for at få en nutellamad eller en franskbrødsskive med syltetøj. - De spiste rub og stub, siger Hanne og griner og slår ud med armene, som om hun stadig har dem i sin favn. Men det gav også parret sorger, for de kunne se, hvordan de havde det, børnene. De kom jo og bad om vand. Hvornår familien flyttede ind i huset er der forskellige holdninger til. Meninger om. Men Hanne og Svend ved det. - Det var i april 2009, siger de. Hanne skrev bekymret til Brønderslev Kommune 13. maj 2009. - Der er knap med vand, da de har hentet vand hos os, og kloakforholdene er slet ikke i orden. Men vi er bekymret for børnene, skidt med de voksne forældre, men der er brug for akut hjælp, skrev Hanne allerede i maj - til flere forskellige personer i Brønderslev Kommune. De talte ikke sammen Flere bekymringsbreve fulgte blandt andet fra Serritslev Skole - i august og også senere. Men det var den store datters politianmeldelse i februar 2010, der gjorde udslaget. Ingen af de mange kommuner havde tilsyneladende opdaget, at her var en familie, der levede i vold, trusler, had, kulde og overgreb. Ingen reagerede for alvor på, at der var så ulækkert, uhumsk med lort på tøj og gulve, at det er ubeskriveligt. Og ingen opdagede, at her var der tale om en mor og far, som ikke talte om familiens ve og vel. Ikke talte om, at der ikke var vand, og hvad det betød for børnene. Ikke talte om, at kloakkerne ikke virkede, så den ældste - faderens datter - og moderen måtte tømme toiletterne med en kop. Lortet blev hældt i en plastikpose. Det blev heller ikke diskuteret, da faderen i følge anklageskriftet lukkede sin datter inde i annekset og senere inde på et loftsrum - igen uden varme, lys og seng. - Når børnene sad ned, havde de dyne om sig, forklarede moderen i retten. - Jeg sagde ikke noget, for han ville ikke høre på mig, forklarede moderen i retten, der tegnede et billede af en familie, hvor manden besluttede alt - også hvem der skulle straffes hvornår og hvorfor. Han havde alle pengene og foretog alle indkøb. Hun magtede ikke at få bugt med det. Hverken på den ene eller anden måde. For stort for kommunerne Og heller ikke kommunerne. Derfor sidder advokat Mona Meelberg med en ene tykke mappe efter den anden foran sig og følger slagets gang i retten. Hun er advokat for den ældste af børnene, faderens datter, der meldte sagen til politiet. - Kommunerne burde slet ikke have de her sager, for de er ikke alle lige dygtige. Nogle kommuner kan godt, men ikke alle. Mona Meelberg mener, at det nu er på tide, at anbringelsessagerne kommer ud af kommunerne og ind i et regionalt råd. - Her burde alle familiesager afgøres. Pengene skal komme fra kommunerne til en fælles kasse, mener hun. Naboerne Hanne og Svend ville have ønsket, at det var anderledes end det er i dag med alle børnene. Hanne Mortensen tager sig en dyb indånding slår ud med armene og siger: - Ingen gjorde noget for børnene.