Lokalpolitik

Der var plads til hygge på Dannerhøj

Tina Nedergaard mener, at der skal vises ansvarlighed for at undgå en overophedet økonomi

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Carsten Jespersgaard skar for, da den helstegte pattegris skulle serveres til grundlovsfesten på Dannerhøj.Foto: Henrik Louis

DANNERHØJ:Der er glæde over, at Dannerhøj, hvor der er holdt grundlovsmøder gennem årtier, er bevaret. Det historiske sted er sikret ved, at Brønderslev Kredsen og Frederikshavn Kredsen er gået sammen om at overtage området. Det var ellers kommet i fare på grund af den ny inddeling af valgkredse, men de to kredse fandt sammen, og blev hurtigt enige om at sikre stedet langt ud i fremtiden. Grundlovstalerne var de to kredses folketingskandidater, folketingsmedlem Tina Nedergaard, Brønderslev Kredsen, og Anders Broholm, Frederikshavn Kredsen. Tina Nedergaards røde tråd var ansvar. - Vi oplever hele tiden, at der trækkes i retning af, en øget service, men vi viser ansvarlighed. Der kan let ske en overophedning af økonomien, og det ville jo være skidt, hvis vi skulle til at trække i land. Så er det bedre at spare penge til de kommende år, sagde hun. - Tænk på, at det kun er fire år siden, der var underskud på betalingsbalancen. Vi skal passe på ikke bare at bruge løs. - Vi må vise ansvarlighed og modstå det pres, der er for øget forbrug. Også Irak-krigen kom hun ind på. -Det har ikke været en let beslutning, at skulle sende danske soldater til Irak, med risiko for at miste livet. - Men Danmark må også vise ansvarlighed, sagde Tina Nedergaard. -Kommunalreformen får skylden for mange ting, men det er faktisk uden grund. -Med kommunalreformen vil vi sikre fremtiden. På sygehusområdet siger man, at det er kommunalreformens skyld, at der sker en centralisering. Det er det ikke. Det skyldes, at der stilles stadig større krav til specialer. Anders Broholm kom også ind på kommunalreformen. - Flere steder lukkes der skoler, men det er ikke en følge af kommunalreformen. Det skyldes, at der fødes færre børn. - Jeg er stolt af, at vi kan sende soldater til f.eks. Afghanistan, og være med til at skabe bedre kår for befolkningen. Tænk på, at de har brug for hjælp. -Vi skal altid huske på, at vi jo godt vil have hjælp fra andre lande, hvis vi var i samme situation. Omkring Ny Alliance sagde Anders Broholm, at Venstre bør samarbejde med Naser Khader, fremfor at modarbejde ham. Der var i øvrigt dømt hygge i det fine vejr. Der blev serveret helstegt pattegris, og det lokale byrådsmedlem Carsten Jespersgaard, måtte skære for.