Der var rift om sommerhusene i år

Markant fremgang i sommerhus-udlejningen i Sæby Kommune

Norge 6. september 2002 08:00

SÆBY: Der var rift om feriehusene i Sæby Kommune denne sommer. En frisk opgørelse fra Sæby Turistbureau viser således, at antallet af udlejede uger er steget fra 829 i fjor til 892 i år - en fremgang på 7,6 procent. - Det er virkelig flotte tal, der tydeligt viser, at turistbranchen i Sæby er i fremgang. Og faktisk forventer jeg, at den positive udvikling vil fortsætte. Ikke bare for sommerhusudlejningen, men for alle overnatningsformer, siger turistchef Inger Grund Petersen. Den pæne fremgang dækker over store udsving, hvis man deler tallene ud på nationaliteter. Nøjagtig som campingpladseejerne har sommerhusudlejerne kunnet registrere et fald i antallet af tyske overnatninger. Dog kun et lille fald. Med 403 udlejningsuger i alt er tyskerne dog fortsat den absolut største nationalitet i sommerhusområderne. Flere danskere Mest markant er det, at antallet af danske overnatninger nærmest er eksploderet med en stigning på små 26 procent. Også svenskerne og nordmændene er blevet mere hyppige gæster i kommunens udlejnings-sommerhuse, nordmændene med en pæn stigning på 8,7 procent. - Jeg var spændt på at se de norske tal, da vi i år har lavet en særlig indsats på det norske marked. Vi har annonceret og fået redaktionel omtale i Color Lines info-brochurer, og det har åbenbart giver pote i lighed med den megen omtale, som kulturkommune-projektet gav Sæby i Norge, siger en tilfreds Inger Grund Petersen. Som en direkte følge af kulturkommune-projektet har Sæby haft besøg af adskillige delegationer fra kulturudvalg i norske kommuner og fylker. Desuden har Kulturhøgskolen i Telemark i Bø meldt sin ankomst for at besøge Sæby og høre mere om byens kulturliv. Internet-platform Inger Grund Petersen håber og tror, at turisterhvervet i Sæby Kommune går gode tider i møde. - Min optimisme bunder i det forhold, at vi i det forløbne år har investeret i nye internet-platforme for det samlede erhverv i paraplyorganisationen Toppen Af Danmark. Det giver let adgang og fint overblik over mulighederne for overnatning, bespisning og oplevelser i hele regionen, og det er noget, som feriehus-udlejerne vil kunne mærke, siger turistchefen. Hun fortæller, at turistbureaet måtte afvise mange, der gerne ville leje sommerhus i højsæsonen. - Derfor efterlyser vi allerede nu feriehuse til udlejning i ugerne 28, 29 og 30 næste år, siger turistchefen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...