Der vokser biler på rullesten

?Tak for de gode og underholdende svar - jeg håber at du har endnu et ¿guldkorn i bøssen¿. Jeg har lavet en stor indkørsel med parkeringsplads - kantet af betonblokke. Indenfor er der så lagt et lag sten (16-35 mm) i et lag på mellem 10 til 20 cm. Inden opfyldning med sten blev der lagt Fibertex ud overalt. Arealet er 180 kvm og der er brugt 24 kubikmeter sten. Inden jeg kørte bilen hen over stenene havde jeg haft en lille pladevibrator igennem for at jævne det lidt ud. Men, men, men - det gik fint med at køre bilen ind på stenene, men straks der skulle igangsættes, gravede den sig ned, så den sad håbløst fast. Jo flere sten jo bedre - skulle man tro, men det virker ikke i dette tilfælde. En af grundene til det tykke lag sten er, at det samtidig skulle virke som en ¿kæmpe faskine¿, da det er ved vores sommerhus i Hou. Uanset løsning vil jeg gerne bibeholde det nuværende udseende med de ¿rå¿ sten på toppen. Jeg er klar over at jeg jo ¿bare¿ kan grave sten af så der kun er et tyndt lag tilbage, men det vil ikke være en løsning, da jeg gerne vil bibeholde alle de 24 kubikmeter sten, så jeg har ¿faskine-virkningen¿. Jeg har tænkt på at lægge et lag sand ud over det hele og så vande det ned imellem stenene for at binde dem i bunden. Problemet er bare om det vil blive stabilt nok eller om stenene stadig vil være lige så ¿levende¿. Jeg er ikke klar over, om der findes noget sand, stenmel eller andet, som egner sig godt til denne opgave. Jeg håber, at du har et godt råd til, hvad jeg kan gøre, så jeg kan få en stabil indkørsel med de sten, der allerede er lagt. Kim Huus !Hej Kim Huus - du har rigtignok rodet dig helt derud, hvor du ikke kan bunde, hvad¿ba? Du står om ikke i lo--, så i hvert tilfælde i sten til halsen - ha-ha-ha! Nej, helt ærligt: Jeg har den dybeste medfølelse, for findes der vel noget værre, end når man har knoklet i sit ansigt fodsvamp på at lave noget ekstra smart og fint, og så har man overset en lille detalje, som ødelægger hele tegningen og får megaprojektet til at ligne en dårlig vittighed? Det værste er ikke, at det er en ommer, men at gutterne pludselig vågner fra deres normaltilstand midt imellem skindøde og hjernedøde og er noget så gevaldigt kloge - for det er da logik for debile perlehøns, at man ikke lægger rullesten i sin indkørsel! Nå, men slige situationer tager vi i stiv arm og trøster os med, at den der aldrig begår kapitalbrølere muligvis lever længe, men han ender alligevel med at dø - af kedsomhed ... Ideen med at bruge indkørslen som én stor ¿overflade-faskine¿ er slet ikke så tosset - jeg går ud fra, at det handler om, at du ikke gider at etablere afløb og andre tegn på civilisation omkring dit sommerhus på Kattegats smukke kyst. Problemet er bare, at ¿almindelige sten¿ er runde og dermed en slags kviksand i stor størrelse. Det kan godt være, at de er pæne at se på, men de er aldeles håbløse som køreunderlag - med mindre de indgår som en bestanddel i den nøje komponerede cocktail, som går under navnet stabilgrus. Det er et temmelig vidt begreb, som dækker over en blanding af sand, grus og sten, som har den egenskab, at det ¿pakker¿ og dermed danner et solidt bærelag. Alternativt kan man bruge knust byggeaffald (mursten, mørtel, beton etc.), knust beton eller knust asfalt - det består af udpræget kantede stumper og partikler, som ligesom griber ind i hinanden og giver en særdeles stabil struktur. Hvis du dynger det op i en stak og kører over med en gummiged, vil den ikke skride sammen - i modsætning til en stak strandsten, som skrider sammen af sig selv og splatter helt ud, når du kører i den. Hvordan du burde have gjort er altså lige til: Du skulle have lagt en bund af stabilgrus eller knust byggeaffald og kun et tyndt lag ¿pyntesten¿ på toppen. Den radikale løsning på dit problem er altså at skrabe dine søsten til side, lægge en stabil bund og så lægge en del at stenene tilbage. Måske kan du også slippe af sted med at blande en del at stenene i bærelaget - men alt i alt er der tale om et kæmpe arbejde, medmindre du lejer en bobcat. Så jeg forstår godt din tanke om at drysse sand ud i stenene og derefter vande og vibrere det ned som en slags stabilisering af dine rullesten - og jeg vil mene, at det er et forsøg værd. Du skal for alt i verden bruge skarpt og groft sand - i modsætning til strandsand eller andet sand med runde partikler, som vil virke som smøring for dine rullesten. Nej, skarpt og groft sand og gerne med lidt småsten - hvis du fordeler det over stenene og skylder det ned med rå mængder vand, vil jeg mene, at du har en chance. Måske skal du skrabe sten til side, så der kun er et lag på 5 cm tilbage - så lægge sand/grus ud og vande - lægge 5 cm mere på og igen sand/grus - og så videre. Prøv dig frem på en enkelt kvadratmeter eller sådan - og hvis det virker, så lejer du bobcat¿en for en weekend. Og det kan du roligt gøre alligevel - det er billigere end en Tivoli-tur og dobbelt så sjovt ... Om stenmel vil være bedre end sand? Det er helt sikkert dyrere. Og ja, jeg tror også, det er bedre, fordi stenmel består af små splinter - en slags miniature-skærver, som pakker eventyrligt hårdt. Skaf dig nogle spandefulde stenmel og prøv dig frem - måske er det meget lettere at skylle ned end groft sand og dermed trods alt den billigste og letteste løsning, fordi det kan klares med skovl, trillebør og haveslange. Som afslutning skal du ikke ¿jævne ud med en lille pladevibrator¿ - hele pladsen skal tvært imod have grundige tæsk med en ordentlig moppedreng af en vibrator. Jo større, desto bedre - og den kan heldigvis lejes. Kjeld Bjerre