Redningsvæsen

Deres hjem lagt i ruiner på få minutter

Træhus nær Jerslev udbrændte på få minutter. Ejeren indlagt på sygehuset

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Falck-folkene kunne intet redde fra huset. Foto: Henrik Louis

JERSLEV:På få minutter udbrændte et træhus, Vangkærsvej 28 ved Jerslev i går midt på eftermiddagen. Indehaveren, Peter Lange-Nielsen, lå på sofaen, da der skete en kraftig eksplosion, og i løbet af sekunder var huset omspændt af flammer. Der gik heller ikke mange minutter, før træhuset var lagt i ruiner. Peter Lange-Nielsen blev dårlig, og blev i ambulance bragt til Sygehus Vendsyssel i Hjørring til behandling for røgforgiftning. Familiens hund menes indebrændt. Røgdykkere forsøget at finde den, men uden held. Politiet mistænker en gasovn for at være årsag til branden. I hvert fald er branden opstået omkring gasovnen. Gasovnen er måske gået ud, og gas er sevet ud, og en gnist kan derefter have antændt den udsivende gas. Falck-folkene fandt i ruinerne gasflasken, der var eksploderet. Der skete også flere mindre eksplosioner under slukningsarbejdet, og brandfolkene måtte trække sig tilbage. I huset var der et våbenskab, men det er brandsikkert. Familien har brugt fem år på at skabe et flot hjem, og på et kort øjeblik var det hele gået op i flammer. Der er lagt meget arbejde i hus og have, idet familien brugte en stor del af deres fritid på at holde hus og have i orden. Inge og Peter Lange-Nielsen nåede ikke at redde nogle af deres egendele ud. - Jeg har aldrig set et hus brænde så hurtigt, fortæller beredskabsinspektør Preben Jensen fra Falck/Brønderslev Kommunes Redningsberedskab. Da slukningsmandskabet nåede frem, havde flammerne så godt fat, at der ikke var mulighed for at redde noget af huset.