Derfor blev jeg kriminel

Krimien er bedst, når det gode mord går hånd i hånd med samfundskritik, realisme og humor

Detektiven Philip Marlowe (Humprey Bogart), bundet, men cigaretrygende, spillede overfor Lauren Bacall i filmatiseringen af Chandlers klassiske krimi ”The Big Sleep”.  Chandlers blå krimiblues og hans enspænderdetektiv har dannet skole også for den skandinaviske krimi. Still fra filmen.w

Detektiven Philip Marlowe (Humprey Bogart), bundet, men cigaretrygende, spillede overfor Lauren Bacall i filmatiseringen af Chandlers klassiske krimi ”The Big Sleep”. Chandlers blå krimiblues og hans enspænderdetektiv har dannet skole også for den skandinaviske krimi. Still fra filmen.w

Det er altsammen frk. Bentzens skyld. Hvem kunne ane, at den hvidhårede og bebrillede børnebibliotekar havde mulighed for at lokke én ud i så voldsomme, blodige og gruopvækkende excesser. Det var før tv-kanaler, computerspil og pc kunne tilfredse underholdningsbehovet, og det blev til Robin Hood, De tre musketerer af Dumas og Coopers sidste mohikaner. Efter nogle år løb børnebibliotekets hylder tørre og efter en timelang overhøring i klassikere og børnebogsforfattere fra Astrid Lindgren til Kaptajn Marryat, som du ifølge Bentzen skulle læse, inden du blev sendt videre i systemet, fik jeg som 14-årig allernådigst bevilget lånerkort til voksenbiblioteket, hvor jeg selvfølgelig straks kastede mig over krimierne. Så meget for datidens bibliotekariske læserteori, om at du kunne og skulle læse dig op. Fra læse-letbøger til Balzac og Tolstoj. Fra det underlødige banale til den ægte højpandede litteratur. Jeg gjorde lige det modsatte. Jeg læste alt muligt. Cowboyromaner, Familiejournalen, Rifbjerg og Henry Miller. Jeg var en altædende eller rettere en altlæsende låner, men først og fremmest læste jeg krimier. Jeg nød Agathe Christie og hendes skarpsindige og detaljeopmærksomme Miss Marple. Jeg blev kammerat med den piberygende kommissær Maigret, der nød sig en lille avec på den lokale bistro, mens han prøvede at gætte – nej, rettere leve sig ind i morderens psykologisk motiv. Og jeg følte mig rigtig godt tilpas i selskab med Raymond Chandlers hårdkogte, desillusionerede privat eye, Philip Marlow, der lige veloplagt og kynisk rapmundet håndterede sexede blondiner, stive whiskyer og skydeliderlige gangstere. Spænding og retfærdigheden, som sker fyldest, mens du er godt underholdt. Hvad mere kan en læser ønske sig, når der virkelig skal hygges. En livslang, lidenskabelig kærlighed til den kriminelle bog blev grundlagt og er gennem årene blevet yderligere cementeret. Opskriften på den perfekte krimi er umulig at give, men der er masser af forfattere, som kan tydeliggøre, hvorfor krimier er blevet så populær og for længst er blevet en del af den den litterære offentlighed og det litterære system, og ikke længere bliver betragtet som underlødig kiosklitteratur. Kigger vi på Conan Doyles klassiske mesterdetektiv, Sherlock Holmes, er der to kernepunkter, som straks springer i øjnene. Den logiske opbygning. Selve plottet og skildringen af forbrydelsen skal virke autentisk, og afsløringen og opklaringen skal hænge sammen med denne skildring. Her danner Conan Doyle skole med sin privatdetektiv. Følgeslutningernes videnskab – deduktionen – hvor Sherlock Holmes igen og igen efterlader den gode Watson måbende og forbløffet, som når han til en ung dame, der beder om hans hjælp i novellen ”Et forsvindingsnummer”, først trykt i oktober 1889 i Strand Magazine, pludselig udbryder: -Hvorfor havde De sådan en fart på, da de tog hjemmefra for at søge råd hos mig? Og efterfølgende, da damen er draget af, kan oplyse Watson om, at på den unge dames ene støvle var kun de to nederste knapper ud af fem knappet, på den anden kun nummer et, tre og fem. Og oven i købet havde hun trukket to forskellige støvler på. - Så ganske elementært, kære Watson. Damen må have haft travlt, selv om hun ikke med et ord har ladet mig det vide. Det er de små enkelthederne, den afslørende detalje, som Sherlock koncentrerer sig om og ud fra dem, at han drager sine overraskende følgeslutninger for os læsende Watsoner. Og endelig til sidst får ram på forbryderen. Inspireret af Doyle udviklede den klassiske engelske krimi sig til en slags intellektuel og litterær matematikopgave. Hvor mordet gerne finder sted i det engelske klassesamfunds højere lag. Hvor butleren altid var mistænkt for at have gjort det, og hvor alle overlevende til sidst bliver kaldt sammen i biblioteket, hvor lænestolsdetektiven så får alle brikkerne til at falde på plads og endelig opklarer mysteriet. Men lad os slå to ting fast, inden vi forlader Sherlock Holmes-figuren. En god krimi er karakteriseret ved en vis form logisk opbygning. Historien skal hænge sammen og virke sandsynlig, før vi for alvor bliver grebet. Og helten – privatdetektiven – skal være forsynet med menneskelige træk og svagheder, der gør at vi genkender os selv og føler os godt tilpas i hans selskab. Vi vil gerne hygge os midt i uhyggen. Det bringer os frem til næste station på lynrundturen blandt krimiens store. Respektløshedens detektiv – sig goddag til Raymond Chandlers, Philip Marlow, der når han vil gøre et godt indtryk lægger sit pæne kort – det uden maskinpistol i det ene hjørne – på sin klients bord, inden begivenhederne tager fart. Og hos Chandler tager tingene altid uforudset fart fra de allerførste linjer. Hans stil, hans tonefald, hans humor er lige så umiskendelig tryg, som lugten af lunt morgenbrød hos din lokale bager. Hør blot her fra ”Farvel min elskede” ”Det var en stor svær mand, måske ikke meget mere end et par meter høj, og i hvert fald ikke bredere end en ølvogn” … og han bærer … ”en loden Borsalino-hat på hovedet, en grov grå sportsjakke med knapper som hvide golfkugler, en brun skjorte, et gult slips, grå flannelsbenklæder med skarpe pressefolder og krokodillesko med hvide plamager på snuderne.” Selv på Central Avenue er han omtrent så iøjnefaldende som en fugleedderkop på et stykke lagkage. Så er vi godt i gang. Det er stilen, og det er stilen, som med det samme giver os manden, helten i den nye realistiske kriminalroman, som man plejer at sige at Chandler opfandt. Og hans helt er den desillusionerede ener, der alt for godt ved, hvordan hele den rådne lagkage, vi kalder samfundet, er klasket sammen af korruption, bestikkelse og menneskelig råddenskab. Vi er på bunden, og her er ikke rart at være, hvis det ikke var for vor helts befriende og kyniske humor. Og ikke mindst beske indsigt. Men egentligt tror Chandlers detektivhelt ikke på, at det han gør hjælper noget. At det nytter noget, at han kan forandre, eller forbedre det amerikanske samfundssystem. Chandler er blå krimiblues i sin første og dybt originale form, og hans enspænder detektiv, der til enhver tid er parat til at sætte sig op mod enhver form for autoritet - spændende fra politichef til mafiaboss - er den flittigst benyttede skabelon – også hvis du kigger på den nyere skandinaviske krimi. Opklaringen af mordet - beskrivelsen og afdækningen af selve den kriminelle handling - er når det er allerbedst, blevet en præcis afsløring af skyggesiderne i vort samfund. Eksempelvis Guillous ”Tyvenes Marked” som tydeligt er inspireret af faktiske skattemæssige ulovligheder og fradragsfiduser på allerhøjeste plan indenfor svensk erhvervsliv. Magtens og kapitalens utrolige arrogance er på dagsordenen. Eller på svenske (Leif GW) Perssons : ”En anden tid, en andet liv”, der både har godt fat i sit satiriske billede af Sverige og den naive måde 70-ernes terrortrussel blev tacklet på, men samtidig evner at trække perspektivet op til vore dage og afsløre politiets slendrian. Her er der samfundsperspektiveringer af både historisk, politisk og økonomisk karakter – både hvad angår det daværende DDR og datidens politiske venstrefløjsnaivitet. Det er her, at den nutidige krimi viser sin styrke og for alvor bliver interessant. Nemlig når samfundskritik og hverdagskildring går hånd i hånd med det gode mord og efterlader os klogere på den verden, som vi lever i. Her kan krimien noget, som alle gode romaner altid har kunnet. Både fornøje og oplyse. På en gang rumme det store perspektiv og sandsynliggøre den med troværdige detaljer. Det er her krimien bliver god, og det er derfor - at jeg og I - én gang for alle har tabt vort kriminelle hjerte til den. Den første bog jeg åbnede, som læserhungrende dreng var en krimi. Og den sidste jeg lukker, inden jeg tager herfra for endelig at møde Den Store Opdager, bliver - hvis jeg har det mindste at skulle have sagt i denne sag - garantereret også en krimi. { Mere kriminelt side 7