EMNER

Derfor elsker jeg Anders Fogh Rasmussen

Det næste folketingsvalg handler om at finde den mindste af to onder, så derfor skal vi i stedet beskæftige os med, hvordan vi får mest muligt ud af situationen.

Oddsene for, at Anders Fogh er statsminister efter næste valg, faldt for nylig drastisk. Så hvis jeg i dag sætter 10.000 kr. hos min bookmaker på Anders Fogh, vil min gevinst efter valget kun blive på 6000 kr.. Det er stadig gode penge, og hvis jeg bare var endnu et hjerteløst svin, kunne jeg godt finde på at indgå det væddemål. Man skal aldrig indgå væddemål om noget, hvor man har følelser investeret. Det har jeg for længst lært, men faktisk var jeg for nylig ved at nå til et punkt i mit liv, hvor jeg ikke længere havde følelser investeret i dansk politik. Det er et råddent spil, hvor partiets politik bare er blevet et middel til at score stemmer. I den situation er der ikke længere brug for solidaritet. Det handler om at udnytte situationen, så det giver størst mulig personlig profit. Det er Noget for Noget. Pas dig selv, hyp din egen r.., og indkassér gevinsten hele vejen hjem. Ved at sætte alle mine penge på Anders Fogh var jeg økonomisk fremtidssikret uden hjælp fra velfærdsstaten. Jeg havde ikke brug for staten, og med min mand, Anders Fogh, som statsminister ville jeg være klar til at give afkald på folkepensionen. Det er Darwins lov om igen. Kun de stærkeste overlever, og jeg følte mig bestemt ikke svag. Selvfølgelig afskyr jeg regeringen, men det er i tiltagende grad blevet sværere at forklare hvorfor. Akkurat ligesom den domesticerede hund, der forvildet jagter bolde og biler uden at ane, at det er resterne af et årtusinder gammelt instinkt, der driver den, havde jeg beholdt min afsky for de borgerlige uden egentlig at kunne forklare hvorfor. Mit eneste egentlige argument for stadig at klamre mig til den røde fane var baseret på ideologier, og for en praktiker som mig, er det slemt. Meget slemt. Men så fandt højrefløjen den indre svinehund frem, og det blev igen nemt at forklare, hvorfor venstrefløjen, trods alt, er at foretrække. Først var det ungdomspolitikeren Lotte Noer, der ville fratage personer på overførselsindkomster retten til at stemme. Det er en god fascistisk tankegang, som jeg er sikker på, at Herman Göring ville have beundret, og selvfølgelig er det ikke politisk korrekt at forskelsbehandle på den måde i dagens Danmark, så derfor blev hun bedt om at trække sig fra Venstres Ungdom. Hun fik et tilbud, hun ikke kunne afslå. Men der gik ikke to uger, før tanken igen dukkede op til overfladen, da socialminister Eva Kjer Hansen foreslog, at det skulle være tilladt for boligselskaber at afvise folk, som var uden arbejde. Ja, for søren da, lad os endelig gøre, hvad vi kan for at stigmatisere underklassen, så vi kan få genoprettet forskellen mellem Dem og Os. Læg dertil Tove "ulovlige lønforhøjelser til ægtemanden og er nu sat under administration" Fergo, Brian "det sagde jeg måske, men jeg mente noget helt andet" Mikkelsen, Helge "hvorfor kalder de ikke bare universitetet for DTU-nord?" Sander og resten af Foghs koppel af ministre, og pludselig bliver det særdeles svært at være ligeglad. Jeg foragter den siddende regering. Men i al min vrede og dystre miner, finder jeg også plads til at beundre Anders Fogh. Og mere end det. Anders Fogh har gjort noget, som ingen anden statsminister har formået i efterkrigstiden, og det er at bekæmpe den politiske apati, som Danmark har været hensunket i. Efter Anders Fogh er kommet til magten, er selv upolitiske unge som mig blevet interesseret i politik. Og derfor Elsker jeg Anders Fogh - ligegyldigt hvor meget jeg tjener på hans genvalg.