Derfor er det så svært at finde tøj der passer

Produktion, konkurrence og økonomi spiller ind, når du som forbruger oplever, at det kan være svært at finde tøj, der passer til dine kurver

Bettine Romme Andersen, ritzau fokus
Vores kropsformer er mangfoldige, men produktionen af tøj er meget ensrettet bestemte typer kropsidealer. /ritzau/Martin Lehmann/arkivfoto
Forbruger 6. december 2017 06:14

KØBENHAVN: Man tager ti stykker tøj med ind i prøverummet, men det er kun to af dem, der sidder godt nok til, at man vil købe dem.

De fravalgte stykker tøj sad enten for stramt over barmen, for løst i taljen, eller lårene kunne ikke være i bukserne.

Hvordan kan det være så vanskeligt at finde tøj, der sidder godt? Det kan Mette Terkildsen, der er lektor på Via Design i Herning, uddybe.

- Forbrugeren vælger på grund af design og æstetik, men de fravælger på grund af pasform, lyder det korte svar.

Vores kropsformer er mangfoldige, og diversiteten gør, at det er svært at udvikle systemer, der fungerer for alle, fortæller Mette Terkildsen.

Og alle de store brands og producenter arbejder ud fra systemer, hvilket gør tøjet meget ensformigt med hensyn til pasform.

Hun forsker i kropsmål og pasform og er i gang med at kropsskanne op mod 2000 danske kvinder for at udvikle nogle flere systemer og varianter af pasform, så flere forbrugere vil kunne opleve, at de har en reel valgmulighed, når de står i prøverummet.

Og det er tiltrængt. For mange af os passer slet ikke ind i tøjindustriens stereotype grundmodel.

- Forbrugeren kan se et stykke tøj, de rigtig godt kan lide - både designet og stilen - men hvis deres kropsform eller størrelse ikke passer ind i det enkelte brands standarder, betyder det, at man føler sig ekskluderet fra fashion, siger lektor Mette Terkildsen.

De fleste tøjproducenter arbejder med en såkaldt husmodel, som er en bestemt type forbruger, som de udvikler tøj til. Men det udelukker forbrugere, som ikke har en kropsform, der kan være i lige netop den pasform.

- Problematikken er, at industrien - også i Danmark - primært arbejder med kun én figurtype. I min undersøgelse kan jeg se, at vi optimalt har brug for seks figurtyper, siger Mette Terkildsen.

Det man kalder timeglasset, som Marilyn Monroe var eksponent for, er stadig det mest udbredte ideal i industrien.

- Timeglasformen er stadig den mest anvendte figurtyper, men faktuelt så er der kun cirka 14 procent, som har den figur. I mine foreløbige skanningsresultater tyder det på, at tallet endda er lavere endnu, siger Mette Terkildsen.

Hendes ønske med kropsskanningerne er, at få faktuel viden om hvordan realkroppen ser ud. Den viden skal anvendes til udvikling af tøj med varierende pasform, som komplimenterer forskellige figurtyper.

- Min forskning går ud på at udvikle systemer og basismodeller, der teknisk inkorporerer forskellige figurtyper i samme kollektion. Således at én kollektion, hvor der er ti styles bukser, ikke er tilpasset den samme person eller husmodel, men tilpasset forskellige personer, så der er en variation inden for kollektionen. Der er dog ikke tale om at lave flere varianter af samme buks, men en variation i udbuddet, understreger Mette Terkildsen.

Baggrunden for ensretningen i moden er blandt andet, at det økonomisk kan betale sig at arbejde med systemer og standarder. Også begrebet "fast fashion", hvor pris og "først til markedet" er de overvejende konkurrenceparametre, spiller ind.

Derudover peger Mette Terkildsen på, at meget tøj bliver produceret under samme paraply - altså et firma med mange brands.

Fakta: Kropsformer

- Timeglasset: Brystmål og hoftemål er ens, mens taljen er mindre.

- Pæreform: Hofte- og bagdel er bredere end skulderpartiet.

- Æbleform: En rund kropsform, hvor bryst, mave og hofte er fyldig.

- Rektangel: En slank "lige op og ned"-form.

/ritzau fokus/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...