Derfor fik Astrup prisen

SKOLER:Astrup Skole har nu fået undervisningsministeriets pris for "Godt undervisningsmiljø og god trivsel 2008". Det er vi i Astrup selvfølgelig både glade og stolte over, men da ikke spor overraskede. For vi vidste da godt, at vi har en fantastisk god skole med et helt enestående godt miljø. Vi har nogle fantastiske gode lærere, som ved, at kun et glad barn er indlæringsparat. Og derfor er der så meget fokus på trivsel på Astrup Skole. Faktisk er der fokus på trivsel i Astrup lige fra dagplejen af. Dagplejerne er nemlig på besøg i børnehaven, som igen er på besøg i børnehaveklassen. Børnene bliver stille og roligt gjort trygge ved at komme videre i forløbet. Dette stopper ikke, når børnene kommer i skole. Her har indskolingen et teamsamarbejde, som igen sætter trivsel i højsæde. Og det skal her siges, at børnene omgås hinanden på kryds og tværs af klassetrin, også specialklasserne. De "store" børn bliver skoleven for de ny i børnehaveklassen. Det ansvar tages meget alvorligt, og giver meget trygge rammer. Der er også i indskolingen en meget fin måde at hjælpe eleverne i gang med det – "at gå i skole". Ikke alle børn er jo lige parate, selvom alderen siger, at nu hedder det skole. Derfor er der værksteder med leg, dansk og matematik. Her kan eleverne på tværs af børnehaveklasse til 2. klasse arbejde i værksteder. Går man i børnehaveklasse må man gerne lege hver gang, men man må også gerne være i værkstedet. Men går man i 2. klasse, så er man sommetider i legeværkstedet, men er man på danskværkstedet, så kan man ikke gå fra til legeværkstedet. Det betyder, at der bliver taget så vidt muligt hensyn til det enkelte barns skoleparathed; og det giver trivsel og tryghed. Jeg er da ikke i tvivl om, at man andre steder også gør nogle af de her ting, så hvorfor er det så lige Astrup Skole, der fik prisen. Ja, det må jo være fordi, at vi har nogle rigtig gode lærere og pædagoger, der gennem faglighed, arrangement og godt samarbejde både med hensyn til skole/hjem samarbejde og kollegialt samarbejde, kan få det hele til at gå op i en højere enhed. Vi har lige haft en skolefest med så stor opbakning, at det snart ikke er muligt, at alle kan få lov at se luciaoptog og skoleforestillingen i gymnastiksalen på én gang. Vi i Astrup er stolte og glade for vores skole. Vi har aldrig været i tvivl om, at skolen er prisværdig og har sin berettigelse. Vi ved, at vores børn er glade for at gå der, og at der bliver taget godt hånd om dem. Og nu har vi også fået undervisningsministeriets håndslag på, at det er en ganske særlig skole. Hvem sagde "Skole i Verdensklasse"?