Derfor går det skidt: SAS taber priskrigen om kunderne

SAS er presset på indtægterne på grund af konkurrence fra især lavprisselskabet Norwegian, lyder vurdering.

For mange tomme flysæder og for hårdt pres på billetpriserne er med til at gøre især vintermånederne svære for luftfartsselskabet SAS.

Selskabet kom ud af regnskabsårets tre første måneder med et minus på 123 millioner kroner før skat, og det er især den hårde konkurrence, der presser indtjeningen i bund, vurderer Ole Kirchert Christensen, luftfartsekspert og redaktør på check-in.dk.

- Vi er midt i en lavsæson og vel at mærke en lavsæson, hvor der er alt for stor kapacitet på det nordiske marked. Der er udbudt mindst ti procent flere flysæder, end der er efterspørgsel til. Det sætter priserne under pres, siger Ole Kirchert Christensen.

Men SAS ønsker ikke at kaste sig ind i en aggressiv priskrig, eller også har selskabet simpelthen ikke råd, vurderer han.

Det ender som en ond spiral. SAS's enhedsindtægter - som betegner indtægten per flysæde per kilometer - er faldet 8,1 procent i første kvartal.

- Det er et udtryk for, at selvom selskabet kun har sat priserne lidt ned, så sælger SAS simpelthen ikke nok billetter, siger Ole Kirchert Christensen.

Det er især konkurrence fra det norske lavprisselskab Norwegian, der gør ondt.

- Norwegian presser SAS på alle segmenter. Både på indenrigsmarkedet, i Skandinavien og Europa, og på langdistanceruterne, siger luftfartsanalytikeren, som dog tilføjer, at også Norwegian er mærket af konkurrencen.

- Norwegian har en voldsom høj passagervækst, men man skal ikke tage fejl af, at selskabets billetindtægter også er under pres. De har måttet sætte deres billetpriser voldsomt ned for at komme ind på nye markeder, siger Ole Kirchert Christensen.

Mens Norwegian er SAS's største konkurrent, så er der også flere andre selskaber, som presser på for at kapre kunder. Både fransk-hollandske Air France-KLM og tyske Lufthansa har fået større fokus på de skandinaviske markeder.

- Air France-KLM flyver fra tre danske lufthavne. SAS' samarbejdsaftale Lufthansa er ophørt, og samtidig er Lufthansas lavprisselskab German Wings begyndt at flyve til Skandinavien, siger Ole Kirchert Christensen.

Hos SAS erkendte topchef Rickard Gustafson på fredagens pressemøde, at selskabet har brug for at skære endnu mere ind til benet for at klare sig i den internationale konkurrence.

- Vi ser fortsat stort pres på konkurrencen, og selvom der er nogle tegn på bedringer på den front, så skal vi hele tiden have fokus på, hvor vi kan sænke vores omkostninger, siger Rickard Gustafson ifølge Ritzau Finans.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.