Derfor går mænd galt af kvinder

Kvinder vil have nærværende mænd, der gider at snakke følelser, mens mænd satser på intelligens og beslutsomhed, viser ny undersøgelse

At have humor og være kærlig. Det er de to egenskaber, mænd og kvinder prioriterer højest ved hinanden. Maskuline mænd Men så stopper enigheden også. For mens mændene selv synes, de skal være intelligente, vil kvinderne hellere have nærværende mænd. Det viser en undersøgelse, Gallup har foretaget for Urban, hvor danskerne har svaret på, hvad der er de vigtigste egenskaber ved kvinder og mænd. Og at mænd og kvinder ikke er helt enige om, hvilke kvaliteter den perfekte mand eller kvinde har, bunder i "den lille forskel", forklarer chefpsykolog på Rigshospitalet og mandeforsker, Svend Aage Madsen: - Kvinder svarer ud fra, hvordan de selv vil være som partnere. Men mænd tænker ikke andre mænd ind i et parforhold. Mænd kan godt mene, at de selv skal være kærlige, men tænker: "hvad skal jeg bruge det til fra andre mænd? Jeg er jo ikke bøsse", siger han. Derfor lægger mændene selv stor vægt på, at mænd skal være intelligente, beslutsomme og have selvtillid, forklarer han. Det er nemlig "sikre", maskuline kvaliteter. Kodeordet er nærvær Men kvinderne vil hellere have nærværende, kærlige mænd, der ikke løber skrigende bort, når samtalen falder på følelser. Og måske mænd, der ikke er så forskellige fra dem selv. - Kvinderne lægger op til, at de samme egenskaber er vigtige hos mænd og kvinder, f.eks. nærvær. Mændene har derimod mere forskellige værdier for kønnene og vægter i større grad traditionelle mande- og kvindeværdier, siger Ann-Dorte Christensen, professor og kønsforsker ved Aalborg Universitet. Feminine kvinder Og mens kvinderne også mener, at de selv skal være nærværende, vil mændene hellere have feminine kvinder, der ser godt ud. Især når det kommer til udseendet, popper kønsforskellene op. 19 procent af mændene mener nemlig, at udseendet er noget af det vigtigste ved kvinder. Tilsvarende er det kun fem procent af kvinderne, der mener det samme om sig selv. Og udseendet er slet ikke på kvindernes top-10 over de vigtigste egenskaber ved mænd. Moderne fædre Men det betyder ikke nødvendigvis, at mænd går mere op i det ydre end kvinder, mener Svend Aage Madsen. - Det kan være mere tabu for kvinder at sige, at udseendet er vigtigt. Jeg tror ikke, det gælder længere, at kvinder ser bort fra udseendet. Så ville f.eks. mode- og makeup-industrien jo ikke kunne eksistere, siger han. Det er heller ikke sådan, at mændene stadig er fanget i 1950'ernes kønsroller. Derimod mener 18 procent af mændene, at de selv skal være gode til børn. Og her er mændene faktisk på forkant. Det er nemlig kun 13 procent af kvinderne, der lægger vægt på den egenskab hos mænd. - På nogle områder ser det ud til, at mændene stadig hænger fast i traditionelle kønsroller. Men på den anden side peger det i en anden retning, at mænd - ifølge dem selv - også skal være gode til børn, siger Ann-Dorte Christensen. /ritzau/