Derfor gik det galt i Irak

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Rajiv Chandrasekaran, forfatter til "Den Grønne Zone", er nyhedschef på avisen Washington Post. Foto: Michel du Cille

BØGER Rajiv Chandrasekaran: "Den Grønne Zone" # # # # # ¤ I krig er sandheden første offer. Det gælder også Irak-krigen, hvor korrekte oplysninger var en mangelvare, længe inden de første amerikanske krydsermissiler regnede ned over Bagdad. De påståede masseødelæggelsesvåben, der blev brugt som argument for krigen, blev aldrig fundet. Men heller ikke efter den officielle krigsafslutning i 2003 kunne man føle sig sikker på at høre sandheden om, hvad der foregik i det befriede/besatte Irak. Det fremgår af Rajiv Chandrasekarans reportagebog "Den Grønne Zone", som skildrer USA's forsøg på at styre Irak efter krigen. Man fristes til at sige mislykkede forsøg. Den Grønne Zone er den stærkt bevogtede bydel i Bagdad, hvor amerikanere og andre fra koalitionen holdt til, mens de skulle forsøge at genopbygge det land, de havde befriet for diktatoren Saddam Hussein. Som et westernfort i farligt fjendeland. Rajiv Chandrasekaran er nyhedschef på højt respekterede Washington Post, og han har arbejdet som reporter i Irak i mange år, både før, under og efter Irak-krigen. Det er ikke noget kønt billede, han giver af livet i Den Grønne Zone og det befriede Irak. Mens amerikanerne hygger sig med øl og grillfest inde i "mini-USA", zonen, lider den irakiske befolkningen udenfor. Offentlige bygninger plyndres, el-forsyningen svigter, op mod halvdelen af irakerne står uden arbejde, og sikkerhedssituationen bliver katastrofal dårlig i Bagdad og flere områder af Irak - derude i "rød zone". Amerikanerne havde travlt med at fortælle udsendte tv-reportere om store fremskridt, men det havde sjældent ret meget med virkelighedens Irak at gøre, ifølge Rajivs bog. Indtil irakerne fik valgt deres egen regering, blev landet styret af CPA (Coalition Provisional Authority), som USA havde nedsat med Paul Bremer i spidsen. CPA blev afløst af en overgangsregering i midten af 2005, og året efter kunne irakerne så gå til valg. Det er tiden med CPAs styre i Irak, Rajiv skildrer i sin bog. Han beskriver CPA-leder Paul Bremer som en enerådende mini-Napoleon, der tilsyneladende ikke interesserede sig meget for fakta og for virkeligheden i Irak. Bremer blev akkompagneret af en perlerække af politisk udpegede umuliuser, der blev udsendt for at genopbygge det befriede Irak, hvor hverdagen var alt andet end velfungerende for almindelige, civile irakere. Til gengæld fik en række private firmaer fra USA tjent millioner af dollars på mere eller mindre fiktivt genopbygningsarbejde i Irak. Genopbygningsarbejde, irakerne ikke selv fik meget gavn af. Bogen illustrerer, at det altid er en god tommelfingerregel at forholde sig kritisk til jubelmeldinger og officielle forklaringer fra staten og besættelsesmagter, hvem de så end er. Sort og hvidt er sjældent helt sort og hvidt. Jo, Saddam Hussein var en gal diktator, der tyranniserede Iraks befolkning og invaderede Kuwait. Jo, han har tidligere haft masseødelæggelsesvåben - giftgas - som han også brugte, både mod Iraks egne borgere og i krigen mod nabolandet Iran (men dengang var Saddam Vestens ven). Næppe mange savner Saddam. Men det ændrer ikke på de forkerte oplysninger, der blev brugt som grundlag for Irak-krigen. Eller på de mange drab, attentater og terroraktioner i landet efter krigen. Rajiv Chandrasekarans bog "Den Grønne Zone" udkom i 2006, men er først nu oversat til dansk. Lidt vel sent, men den er stadig værd at læse, hvis man interesserer sig for nutidens Irak. Det Irak, hvor også danske soldater mistede deres liv. I dag hører vi sjældent nyt om Irak, måske fordi volden faktisk er mindsket. Man savner en kort opdatering i bogen om situationen frem til nu - som et appendix. Når de sidste amerikanske tropper snart forlader Irak, skal landets skrøbelige demokrati for alvor stå sin prøve. Efter alt det, den irakiske civilbefolkning har været igennem, kan man kun håbe på det bedste for dem. Og frygte det værste. Af Peter Witten peter.witten@nordjyske.dk Rajiv Chandrasekaran: "Den Grønne Zone" 368 sider, 299,95 kr. Gyldendal