Derfor Jacob

Hvorfor Jacob? Jacob Nedergaard er faktisk med på et afbud. Kristian Hildebrandt, der døde i år, stod på den oprindelige liste, som udtryk for den stærke nordjyske tradition for folklore-kunstnere. Det er kunstnere, der selv skaber og udvikler deres udtryk. Ofte lærde ud af selvstudier og ofte arbejdende i trods. Og ofte op imod både akademiske og konformerende tanker om, hvad kunst er. I Nordjylland ses en næsten endeløs række af den slags kunstnere: Frøken Tuesen og Rav Larsen i Skagen. Boolsen i Frederikshavn. Gårdmalerne spredt udover regionen såsom Skryds-Peter fra Ulsted, Bjergbys Peter, Hjallerups Laier og mange, mange andre. Det, der ses her, er ofte befriende smagløst. Ofte væltende ud til alle sider, udisciplineret, eller rettere sagt med en anden, selvudviklet, disciplin, der er ofte er mindst lige så interessant, som den faget allerede kender: Vidtfavnende i sin udtrykskraft og utilpasset energi. Set i den sammenhæng er Jacob Nedergaard en stærk personlighed. Han er født og opvokset i Hjørring, og han arbejder i alt det, der ofte gøres forsøg på få at tilpasse og gøre spiseligt og pænt. Det er fortællende og sprogdannende i ord og udtryk vi alle kender. Det er talemåder, begreber og moderne ordsprog, omarbejdet i billeder. Her finder vi computer-spillets æstetetik, tegneserier og heavy rock, graffiti, pop og populær kultur og tatovering. Det er malet og tegnet i et udtryk der er i slægt med det, man så hos en meget ung Bjørn Nørgaard i slutningen af 60'erne. Eller den unge Lars Nørgaard i begyndelsen af 80'erne. Eller hos de akademi-uddannede 90'er-kunstnere som Christian Schmidt-Rasmussen og Jes Brinch. Der er en energi i det maskuline og det elementært kreative. Og ikke splittet ad af en småtskåren ensretning og tillempning til den gode smag. Jacob Nedergaard har lavet udsmykningsopgaver for Vendsyssel Teater. Han har også for eksempel lavet et bogværk på rulle for Grafisk Værksted i Hjørring. Jacob Nedergaard kan ses som et nordjysk kunstlivs svar på skuespilleren Hans Holtegaard. Og er et godt bud på at være det vildeste og stærkeste unge talent, jeg har mødt.