Udland

Derfor jager afrikanske oprørere præsidenten på flugt

At præsidenten bliver væltet i Den Centralafrikanske Republik er absolut ikke enestående.

Derfor jager afrikanske oprørere præsidenten på flugt

Det er en stakket frist at være præsident i Den Centralafrikanske Republik (CAR).

Landet har siden løsrivelsen fra Frankrig i 1960 haft seks statsledere - fire af skiftene skete gennem et kup.

Præsident François Bozize, der søndag morgen måtte flygte over hals og hoved, kom første gang til magten i 2003 - også han kuppede sig til kontrollen over CAR. Kuppet mod ham bliver det femte i det ustabile lands selvstændige historie.

Oprøret har altid luret i kulissen i republikkens levetid, og det allerførste kup mod den første præsident, David Dacko, blev faktisk ledet af hans egen fætter: Jean-Bedel Bokassa.

For François Bozize har den største trussel mod hans position været en rebelsk sammenslutning af forskellige oprørsgrupper. Sammen kalder de sig Seleka, som betyder alliance.

Tilbage i 2007 forsøgte præsidenten at eliminere den umiddelbare trussel fra oprørerne ved at indgå en aftale om at efterkomme visse krav, mod at rebellerne lod sig indlemme i Den Centralafrikanske Republiks hær.

Oprøret er dog aldrig blevet opløst, men blev i tiden efter presset ud mod grænserne til nabolandene - blandt andet nordpå mod Tchad og sydpå til Den Demokratiske Republik Congo.

Men i slutningen af 2012 begyndte en del af de nuværende oprørere at desertere fra hæren.

Afstikkerne beskylder præsidenten for ikke at overholde aftalen bag den seneste våbenhvile - blandt andet frigivelsen af politiske fanger og betaling til de rebeller, der lod sig indlemme i hæren.

Frankrig har bedt om at få FN's Sikkerhedsråd hasteindkaldt for at reagere på den hastigt forværrede situation i landet, og franske borgere i den tidligere koloni er blevet rådet til at "holde sig hjemme".

Ifølge nyhedsbureauet AFP er truslen fra rebellerne meget stor takket være den store mængde illegale våben der distribueres i landet.

For at føje spot til skaden er CAR's hær ringe bevæbnet på grund af præsidentens frygt for kup. Kun hans allernærmeste sikkerhedshær - de fleste udvalgt blandt hans støtter under kuppet i 2003 - har nævneværdige våben i kampen mod oprørerne.

Den Centralafrikanske Republik dækker over næsten 623.000 kvadratkilometer, mere end 14 gange Danmarks areal. Indbyggertallet ligger omkring 4,5 millioner - knap en million færre end herhjemme.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.