Derfor Pedersen

Han har et imponerende cv med værker opført på Tate Modern i London og han er repræsenteret i samlingen på MOMA i New York. Han er eksponent for endeløse rækker af forbindelser og samarbejdsrelationer i et udviklingsmiljø, der kom til at lægge vejen.

Perlerækker af dybdeborende og skarpe analyser af den virkelighed vi lever i. Såsom bogen ”Jobsøgeren” og i den forbindelse ”den personlige udtalelse som begreb”. Eller i værket ”Prins Joakim som konge af Frankrig”, eller i projektet/begrebet ”Københavns Museum for Moderne Kunst”, hvor han I halvtreds år har kommenteret og diskuteret kunstens følgeindustri som en altædende Gargantua. Og samtidig er det et museum, der ikke eksisterer i den fysiske virkelighed.

Monumental og ætsende

Han har en monumental og ætsende humor, der sætter forstenet tankegang til vægs. Og han bruger den nyeste teknologi og viden i kunst.

For eksempel er QR-koder, der skal scannes, i dag blevet dagligdag på museerne. Men det var Knud Pedersen, der gjorde det først. Det skete i Nikolaj Kirke i Købehavn i 2006. Ligesom han i 1971 fik patent på verdens første GPS.

Men … når det håndterlige værk er brugt op og renset væk, så handler kunst grundlæggende om tænkning og idé. Det er noget, der kun sker i voksende grad i idé- og kommunikationssamfundets virkelighed.

Sat fast under besættelsen

Vi har ting nok, og kunstbegrebet har derfor i stedet omformuleret sig til et forskningsrum for nye tanker. Her står Knud Pedersen som en gigant, midt i sine mængder af mislykkede projekter. Som en af dansk kunsts mest originale, insisterende og diskuterende developere.

Helt fra sin pubertet har Knud Pedersen gjort og sagt de forkerte ting. Som da han under besættelsen blev sat fast af det danske politi for, at sabotere regeringens samarbejdspolitik.

Altid på tværs og helt op til i dag ung og pisseirriterende. Han er at sammenligne med en insisterende pubertetsknægt: Undersøgende, levende og grænseoverskridende.