Derfor pissede jeg i en skulptur af Olafur Eliasson

Fredag d. 7. januar 2005 hævede jeg vandstanden i et værk på Aros Århus Kunstmuseum. Jeg pissede i Olafur Eliassons skulptur "Waterfall".

Vandstanden blev dermed ikke bare højnet og værket helt konkret fysisk større. Jeg fik også tilføjet et lille lokalt bidrag til den internationale kunst, som Aros Århus Kunstmuseum ønsker at satse på i fremtiden. Denne kunstneriske og kunstpolitiske handling faldt imidlertid ikke i god jord, og jeg blev efter fuldendelsen af mit værk udsat for en civil anholdelse, tilbageholdelse og bortvisning fra matriklen. Til slut blev jeg stillet et erstatningskrav på 10.000-12.000 kr. i udsigt. Det til trods for, at Olafur Eliasson og ikke mindst Aros Århus Kunstmuseum på det kraftigste har opfordret de besøgende til at være aktive medskabere af værkerne. Når det ydermere kobles med Olafur Eliassons generelle udsagn om og opfordring til institutionskritik, virker det jo ærlig talt besynderligt, at jeg bliver udsat for en sådan behandling, når jeg prøver at følge pointerne til dørs. Men jeg mener hermed at have klargjort legitimiteten af mit værk. Et værk, der prøvede at skabe opmærksomhed omkring nogle forhold, der gør sig gældende for en række af de udøvende kunstnere i Østjylland. Herunder undertegnede. Forhold, der må betegnes som dybt mærkværdige. Men også forhold, det er uendeligt svært at komme til at diskutere rimeligheden af i en større offentlig kontekst. Derfor såmænd den lidt usædvanlige kunstpolitiske aktion. Hvorfor er der ikke fokus på disse forhold? Fordi de østjyske kunstnere ikke besidder nogen magtbase eller gennemslagskraft. Hverken i forhold til institutioner, pressen, kunstscenen eller af økonomisk karakter. Dette medfører, at forholdene kan ignoreres. I 2004 var der flere penge til rådighed til billedkunst i Østjylland end nogensinde før. Samtidig satte Århus Kommune de udøvende kunstneres atelierleje op til det dobbelte, hvilket umuliggjorde eksistensen for nogle. De mange penge på de østjyske kulturbudgetter kom altså ikke de udøvende billedkunstnere til gode. De blev derimod for langt, langt størstepartens vedkommende kanaliseret udenom kunstnerne og direkte ned i kulturinstitutionernes kasser. Nu kunne man som udøvende kunstner håbe, at denne fordelingspolitik, hvor man stjæler med arme og ben fra de fattige, og giver til de store kulturinstitutioner kun var et overgangsfænomen, som ville gå i sig selv igen, når Aros Århus Kunstmuseum var solidt konsolideret og begyndte at tjene penge. Man kunne også have den naive tanke, at de store kulturinstitutioner ville finde det af betydning. Ja, måske endda vigtigt, at der i Østjylland var mulighed for at eksistere som udøvende kunstner på et vist niveau. Man kunne tro, at en sådan ansvarlighed eller solidaritet måske ligefrem kunne indfinde sig eller gøre sig gældende. Men nej, en sådan tanke er selvfølgelig absurd, og for et museum, der satser internationalt, har det selvfølgelig ingen betydning om, der overhovedet forefindes et lokalt kunstliv. Noget, der står soleklart, når direktør for Aros Jens Erik Sørensen ovenpå et næsten uanstændigt succesfuldt kalenderår benytter lejligheden til at bede om flere penge. Som uvildig betragter ville man naturligvis have forventet, at Aros Århus Kunstmuseum ville have tjent penge på de mange besøgende. Men det er åbenbart ikke tilfældet. De mange besøgende har derimod ført til øgede udgifter, og derfor ønsker man nu yderligere midler tilført fra det offentlige. Da den offentlige kasse ikke er af ubegrænset størrelse på det kulturelle område, vil pengene højst sandsynligt kun kunne komme fra den allerede tilstedeværende pulje, og dermed kan de østjyske kunstnere måske se frem til endnu en økonomisk øretæve. Mens Aros Århus Kunstmuseum får hævet sit offentlige tilskud fra de nuværende 17 millioner kroner til de foreløbigt ønskede 26 millioner kroner. Denne diskussion om penge og budgetter handler helt grundlæggende om, hvad vi skal bruge de offentlige midler til på det billedkunstneriske område i Østjylland. Skal vi udbygge kulturinstitutionerne på bekostning af de lokale kunstnere? Skal vi udbygge den kunsthistoriske forskning og formidling, som man har gjort de sidste ti år, hvor antallet af ph.d.-studerende ved Kunsthistorie på Århus Universitet er tredoblet? Eller kan man med rimelighed anslå, at tildelingen af midler i regionen til alle andre end regionens udøvende kunstnere har nået et toppunkt? Det er her diskussion står. Hvorfor den ikke er blevet taget? Fordi ingen i den øvre del af magthierarkiet på det kulturelle felt i Østjylland har ønsket at diskutere, hvilke generelle tiltag, der burde gøre sig gældende på området. Man har været tilfreds, så længe skattekronerne i en lind strøm har rullet og ruller ind i kassen. Men diskussionen burde netop tages i den helt enestående politiske situation, der gør sig gældende i Århus og på landsplan. For første gang nogensinde har vi på en og samme tid en Venstre-statsminister og en Venstre-borgmester. Selvom Venstres liberale politik ikke har udmøntet sig med den allerstørste gennemslagskraft siden regeringsskiftet, er det alligevel absurd, at man vælger at kanalisere midlerne så uforbeholdent af sted til de store institutioner, mens de frie aktører på markedet, i dette tilfælde de udøvende kunstnere, udsultes. Der var en vis rimelighed og ligefrem en liberal logik i, at offentlige midler også kom mindre aktører til gode. Men at gøre opmærksom på sådanne forhold i den offentlige debat har hidtil været ganske umuligt. Det skyldes ikke mindst, at man fra flere sider har opfattet de lokale kunstnere som ikke bare klynkende men også som fagligt svage. Man må sige, at med de tilgængelige midler, vi har som grundlag for vores skabertrang, skal der en stor indsats til for at gøre det anderledes. Vi er de eneste aktører, der skal klare sig på markedets vilkår. Også en anden faktor i forhold til den offentlige debat gør sig gældende. Aros Århus Kunstmuseums presseafdeling har været utrolig dygtige til at brande museet. Så dygtige at Aros Århus Kunstmuseum ikke alene har fastansat den midlertidige kommunikationschef Bjarne Bækgaard, men også hans kone, billedkunstneren Bodil Sohn. Hun er således den eneste østjyske kunstner, Aros Århus Kunstmuseum arbejder fast sammen med. Presseafdelingens konstante bombardement af medierne om tilskuerrekorder, priser, nyerhvervelser og uddeling af gavekort til besøgende nr. 100.000, 200.000, 300.000 osv. har afstedkommet, at Aros Århus Kunstmuseum optræder i diverse aviser og medier næsten dagligt. Men dette kunsthistoriske spin skygger samtidig i sit abnorme kvantitative omfang for en kvalitativ politisk og kunstfaglig diskussion af, hvordan de offentlige midler på det kulturelle felt skal benyttes. Jeg har forsøgt at rejse denne vigtige diskussion, at Aros Århus Kunstmuseum prøver at lukke munden på både mig og diskussionen ved at gøre et fuldstændig absurd økonomisk krav gældende mod min person er ganske urimeligt.