Derfor punkterer vi oftere når det regner

Flere af hinanden uafhængige kilder bekræfter, hvad mange har haft på fornemmelsen: Cykler punkterer oftere i regnvejr end i solskin

KØBENHAVN: Mange slukørede og gennemblødte cyklister har haft det på fornemmelsen, og fagfolk kan bekræfte det: Man punkterer oftere, når regnen siler ned som i disse dage, end når solen skinner fra en himmel uden skyer. På Danmarks Meteorologiske Institut har man op til sommerferien underkastet dette vigtige emne en videnskabelig undersøgelse, og miséren skyldes en række naturgivne forhold, fortæller DMI på sin hjemmeside. Regn, og især kraftig regn, skyller grus fra rabatten ud på asfalten, oftest på stier og sjældnere på veje. Regndråberne slår til småsten i gruset, så de vendes rundt og oftere end ellers ender med spidsen opad. Hertil kommer, at regnvandet gør cykeldækkene våde, så småsten klistrer til gummiet, og regnen virker desuden som smøremiddel, så sten nemmere kan arbejde sig langt ind i dækket. DMI's iagttagelser bekræftes af en virkelig ekspert, direktør Erik Oddershede fra brancheorganisationen Danske Cykelhandlere, som repræsenterer 350 forhandlere i hele landet. - Det er rigtigt nok, og det skyldes flere ting. Når vi strør sand ud på vejene om vinteren, så er det jo små sten, der er knust. Og hvis du forestiller dig, at sådan en knust flintesten er trekantet, så vil den tunge ende altid vende nedad, kan man sige, og spidsen vende opad, når det regner. Derfor punkterer man oftere, når det er regnvejr, forklarer cykelhandlernes førstemand til Ritzau. Det spiller også ind, at gummidækkene får en anden struktur i regnvejr og bliver blødere. Så hvis man ikke har modstandsdygtige dæk på cyklen og kører over en masse spidse sten, siger det bang. - Eller også kommer stenen op at sidde i det resistente dæk, og når man så kører, så gnaver den sig længere og længere ind, siger Erik Oddershede. Cykelhandlerne har ikke lavet deciderede undersøgelser af fænomenet. - Men det er noget, alle forhandlere ved: Når det regner, så er der flere punkteringer. Man kan jo sikre sig på bedste måde ved at købe dæk med indlæg af kevlar eller andre typer, som gør det sværere for sten at trænge igennem. De er dyrere, selvfølgelig, men man har også færre ærgrelser, siger brancheforeningens direktør. DMI har også et par fif: Skift dækket, inden slidbanen er helt væk. Rens dækkene for småsten med spidsen af en kniv før og efter en regnvejrstur. Og undgå så vidt muligt at køre over grus på vejen. Ifølge meteorologerne bliver der rig lejlighed til at efterprøve naturloven om overhyppighed af punkteringer i de kommende dage. Foruden regnslaget bør man huske dækjern, lappegrej og pumpe. /ritzau/