Politi

Derfor vil de være betjente

Kursister søger spænding og retfærdighed

Kursist Kristian Ravndahl Axelsen hader kriminalitet. Til højre er det ordensbetjent Hans Jørgen Back. Foto: Martin Damgård

Kursist Kristian Ravndahl Axelsen hader kriminalitet. Til højre er det ordensbetjent Hans Jørgen Back. Foto: Martin Damgård

AALBORG:Spænding. Action. At cruise af sted iført uniform. Det er så absolut på plussiden i AOF-kursisternes forestillinger om livet som politibetjent. - At presse dig selv fysisk og mentalt er også en stor faktor. Kombineret med at fange forbrydere og beskytte borgerne, tilføjer Kristian Ravndahl Axelsen, kursist på AOF Daghøjskolens forskole til politiet. I to et halvt år har han læst tysk, spansk og erhvervskommunikation på universitetet. En overgang overvejede han at blive forsvarsadvokat eller anklager. Men en kammerat advarede om at jura er et både tørt og kedeligt studium, og nu vokser overbevisningen om, at han skal være politibetjent. - jeg vil ind at gøre en forskel. Jeg hader kriminalitet. Det underminerer bare alt hvad du kan gøre for, at mennesker kan fungere sammen fysisk og psykisk. - Jeg er helt enig, tilføjer en. - Ja, og jeg er ikke så meget til otte til fire jobs, uddyber en mere jordnær kursist. - Jeg vil også gerne udvikle mig personligt, afslører en af kursets tre kvinder. En af hendes kønsfæller vil bare væk fra sit gamle frisørfag, som hun har været i i otte år. - Det var så trivielt. Det er fedt med skiftende arbejdstider, og at man kan blive ringet efter, fordi der er brug for en. At man kan komme ud og hjælpe nogen, der ikke kan hjælpe sig selv. Hele raden rundt opvejer fordelene ved faget de ulemper, som kursisterne frygter. Især det tunge lod at skulle fortælle forældre, at deres barn aldrig kommer hjem igen. - Det er det værste ved faget, bekræfter politibetjent Hans Jørgen Back. - Vi forsøger at fordele de opgaver, så det ikke er de samme, der skal ud at underrette om den slags på en måned. - Hvor mange her på holdet vil søge ind til politiet, vil Deres udsendte vide. Normalt er det halvdelen, men holdet her har en særligt gejst. Samtlige hænder ryger straks i vejret. Snart skal spænding og retfærdighed gå op i en højere enhed.