Design, der trodser tidens gang

27-årige Thomas Schlosser Svendsenfra Jerup overtager landets førende specialbutik med brugte møbelklassikere

Niels Brauer
Arne Ja­cob­sens Ox­ford-stol - op­kaldt ef­ter uni­ver­si­te­tet, den blev teg­net til - er til salg for et seks­cif­ret be­løb - for­di der kun blev frem­stil­let 26 med fod af træ, ly­der den unge bu­tiks­in­de­ha­vers be­grun­del­se for prisen. FOTO: LARS HELSINGHOF/SCAN­PIX
EMNER 1. oktober 2006 06:00

KØBENHAVN: ”Ægget” er lige ankommet, men har med smukt patineret læder og profileret fod alt det, der skal til for at stjæle opmærksomhed fra det meste andet i butikken. Stedet er Klassik i Bredgade få meter fra Kongens Nytorv i København, den ældste og største af de specialbutikker for brugte arkitekttegnede møbler og lamper fra specielt 50’erne, der er skudt op de senere år. - 80-90.000 tusinde lyder medindehaver Thomas Schlosser Svendsens bud på, hvad arkitekten Arne Jacobsens klassiker med ikonstatus skal gå for. Et beløb som ligger 20-30.000 kroner over prisen for et splinternyt og uplettet eksemplar. En andel af historien For merprisen får den fremtidige ejer en andel i historien om moderne dansk design. En historie, som der er købestærke internationale købere til. - Stolens kommende bruger vil formentlig tale japansk eller amerikansk, fortæller den unge nordjyde, der sidste år bare 26 år gammel blev ejer af halvparten af en forretning med kunder verden rundt. Og med et sortiment tegnet af møbelarkitekter fra fagets superliga og fremstillet af de fremmeste snedkere og fabrikker. At mange af møblerne har både 40 og 50 år - nogle endnu flere - på bagen, er ingen ulempe, snarere tværtimod. - For en del møbler gælder, at tidlige eksemplarer er langt mere eftertragtede end nye. Det gælder i særlig grad, hvis møblet har skiftet producent, siger Thomas Schlosser. Et eksempel på det er bordet PK61, tegnet af Poul Kjærholm. Et eksemplar fra fabrikant Kold Christensen kan koste adskillige tusinde kroner mere end et nyere bord lavet af den senere producent Fritz Hansen. Den lille forskel Bordene er stort set ens, men fabriksstemplerne er forskellige. For samlere gør det imidlertid en stor forskel, og der er rigtig mange samlere af dansk design, forklarer Thomas Schlosser om de markante prisforskelle. Med førnævnte ”Æg” stiller sagen sig lidt anderledes, idet møblet gennem alle årene er fremstillet hos Fritz Hansen. - Ældre eksemplarer adskiller sig imidlertid fra nyfremstillede, blandt andet ved at have en profileret fod. Nye eksemplarer vil derfor aldrig kunne tilfredsstille dedikerede samlere, forklarer han. Og når eksemplaret som det aktuelle er 100 procent originalt og med flot patina, stiger værdien. - På den måde er markedet for brugte arkitekttegnede møbler opdelt. Møbler, der ikke appellerer til samlere, og det gælder de fleste, skal helst være så tæt på nye som muligt, forklarer Thomas Schlosser. Udvalget består da også mest af møbler, der stort set tager sig ud som nye. - De er slebet ned, har fået ny lak, betræk, flet eller hvad renoveringen nu har krævet, siger han og udpeger en sofa designet af Børge Mogensen som eksempel. Tilbage af den oprindelige sofa er der kun de fire ben og det indvendige træskellet. Penge at spare Resten er nyt, men udført fagligt korrekt af egne snedkere og møbelpolstrere efter de oprindelige metoder. Sofaen er derfor ifølge Schlosser at sidestille med et nyt eksemplar, der vil koste måske 20-30.000 kroner mere end de godt 40.000, som er prisen for et renoveret eksemplar. - I den sammenhæng handler det ikke om samleri. Møbler af den karakter henvender sig til et publikum, som ønsker bestemte ting, men som gerne vil spare nogle penge uden at gå på kompromis med kvaliteten af den grund, siger han. En væsentlig del af forretningen drejer sig om at betjene sidstnævnte publikum, hvilket i sagens natur sker i konkurrence med producenterne af nye møbler. En konkurrence, der også vender den anden vej rundt. Undertiden bringer efterspørgsel på et bestemt møbel, der i måske 20 år har været ude af produktion, en fabrikant til at genoptage produktionen. - Klassikernes popularitet gør, at det sker i stigende omfang. Vores opgave er så bare at kunne levere til en pris, der ligger væsentligt under de nye ting, siger han. I lighed med ”Ægget” kan nyfabrikerede eksemplarer ikke altid erstatte ældre eksemplarer. Et lysende eksempel på det er gamle lamper af Poul Henningsen, hvoraf producenten Louis Poulsen har relanceret en stribe modeller. En original lampe fra 30’erne koster typisk adskillige gange mere end det nye eksemplar. Lager og skatkammer Såvel fra samlere som mere almindelige møbelkøbere synes interessen for brugte klassikere bare at fortsætte opad, men Klassik står godt rustet til at dække behovet. Dels har forretningen et tæt netværk i branchen og får løbende tilbudt en mængde ”nye” møbler, dels råder firmaet over et 2500 kvadratmeter stort lager tæt pakket med designermøbler, der venter på en kærlig hånd. - Ofte venter vi med at renovere tingene til, køberen melder sig for at kunne opfylde individuelle ønsker til betræk, siger Thomas Schlosser, der betragter lageret som et skatkammer og af afgørende betydning for butikkens drift. Lageret er ligesom butikken bygget op af Finn Dam Rasmussen. Som den første genintroducerede han i 1991 i beskedne lokaler på Strandboulevarden møblerne fra dansk designs guldalder. En idé, der ikke var så indlysende, som den forekommer at være i dag. De dominerende sorter træ fra perioden, teak, mahogni og palisander, var direkte udtryk for dårlig smag. I dag er de mørke træsorter atter populære. - Selv synes jeg, at palisander er noget af det smukkeste, siger Thomas Schlosser, som også gerne omgiver sig med stålmøbler, ikke mindst Poul Kjærholms. - Træ og stål klæder hinanden og tilsvarende kan man med fordel blande nyt og gammelt, siger Thomas Schlosser. Personligt kunne han ikke tænke sig at bo udelukkende med nye ting. - Ting må gerne fortælle en historie. Og ved at blande nyt og gammelt, som er udvalgt med omhu, fortæller man også noget om sig selv, fortæller han og tilføjer, at det personlige valg er vigtigt for mange af forretningens kunder. Kigger flere gange - Mange kommer flere gange for at kigge på de samme møbler, før de træffer det endelige valg, tilføjer han. Undertiden er andre imidlertid kommet først. - I en del tilfælde har vi dog noget tilsvarende på lager eller kan skaffe det inden for en overskuelig fremtid, siger Schlosser, der påpeger, at det komplekse forretningskoncept stiller særlige krav om kendskab til branchen. - Vi kan jo ikke bare ringe til producenten og bestille en ny sending, konstaterer han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...