Design til tiden

10
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Kileformen er effektiv til at bryde vind, så den udformning blev selvfølgelig valgt til Lancia Stratos i 1974.

Pontonform, trapezlinjer, kileform, kasseform, aerolook, colaflasker og retrolook. Jo, bildesignerne bruger mange udtryk, når de skal redegøre for de nye bilers udseende. Ikke mindst, hvis man gennemgår bildesign gennem adskillige årtier, som Europas største bilblad, Autobild, har gjort det. Biler er i høj grad eksponenter for design, nye tendenser, signalværdi og innovation. Dertil er bilen vor tids måske stærkeste symbol på den personlige frihed, samtidig med at det er det dyreste designprodukt, vi investerer i næst efter vores bolig Karrosseripladerne er gennem tiderne bukket på utallige måder - ofte inspireret af, hvad der rør sig i samfundet. Som med 1950ernes amerikanske flydere, der med store vinger agterude, var på forkant med rumkapløbet eller Cola-flasken, som bevægede GMs designere, da de slog stregerne til Chevrolet Corvette i 1966. Computer-tegnet I virkeligheden startede bildesign først en rum tid efter, at bilen var opfundet. I de første årtier lignede bilerne nærmere en slags motoriserede hestevogne, for i 1920erne at blive retvinklede. Efter 1930ernes depression startede en tendens med, at de skulle hælde kraftigt bagud og stille og roligt blev de nye vogne mere afrundet, inspireret af Citroëns tankegang om design. I 1955 viste samme firma, at aerodynamik kan kombineres med smukt design i DS-modellen, efterfulgt af Saab og senere Audi, der i 1982 kom på markedet med 100-modellen, som var verdensmester i at glide gennem luften. I 1980erne var mange biler præget af computerne, som i den periode blev designernes nye værktøj. Sammen med nye krav til aerodynamisk effektivitet, resulterede det i, at flere biler lignede hinanden til forveksling. Pontonformen Det var nemt at genkende de nye biler, der blev lanceret umiddelbart efter 2. Verdenskrig. De var nemlig mere eller mindre genoptrykte modeller fra slutningen af 1930erne, der i starten af 1950erne blev afløst af mere moderne designs, som blev kaldt pontonformen. En af de første var Borgvard, som med Hansa-modellen allerede i 1949 skabte mode. Udformningen adskilte klart motor, kabine og bagagerum, som vi kender i dagens sedanmodeller og de fleste andre fabrikanter fulgte denne opskrift. Ford kom i 1952 med 12M, et år senere barslede Opel med Olympia og Mercedes med 180-serien. Fiat viste ponton-kulturen i dens reneste form med 1400-modellen, der kom i 1950. Hækvingen I 1950erne var det himlen, som designerne og alle andre stræbte efter. Man kunne flyve tværs over Atlanten og russerne kæmpede med amerikanerne om at komme først til Månen. Det skulle vise sig at blive afspejlet ganske nøjagtigt i de nye bilers udseende. Selvfølgelig mest i USA, hvor tegnerne udtrykte sig ganske eksplicit med enorme vinger, som på Cadillac Eldorado Biarritz. Men også på vore breddegrader, hvor selv Mercedes ikke kunne nære sig - som med 220-modellen fra 1959, der havde fine, små antydninger af vinger bagpå. Trapezlinjen Efter 1950ernes orgie i krom og himmelstræbende look, var det to designretninger, der bevægede sig. I 1960 kom Chevrolet Corvair med de hidtil mest glatte linjer, hvor bilens sidelinje var helt vandret. Stilen blev efterlignet med NSU Prinz og Fiat 1300/1500. Og så var der trapezformen, som især BMW benyttede sig af. Nogle husker måske 2000 C/CS modellen fra 1965, der er et af de bedste eksempler på formen, der skråner indad både for- og bagtil. Cola-flasken Om GMs designere var Cola-afhængige, ved vi ikke, men Corvetten fra 1966 repræsenterer i hvert fald den berømte flaskes profil på bedste vis. Der er et særdeles markant hoftesving på hver side af bilen, der ligner en liggende Cola-flaske set i profil. Også GM-datterselskabet, Opel, blev inspirerede af flasken, da de designede Opel GT i 1968 - intet under, at den bil hurtigt fik betegnelsen, Mini Corvette. Det var dog ikke kun sportsvogne, der nød godt af colaens emballage. Også familiebiler som Opel Rekord C og Ford-vognene 12M og 17M gjorde brug af de det markante hoftesvej. Kileformen Filosofien bag kileformen er enkel nok. Liges så snart du kører over 60 km/t, er luftmodstanden den største forhindring, som bilen skal igennem for at køre endnu stærkere. Luften fortrænger vognens vægt og anden køremodstand fra at være centrale faktorer. Og intet er mere effektivt til at bryde vinden end kileformen, der med en spids forende og hævet agter, nærmest skærer sig gennem blæsten. Samtidig giver det et sportsligt look - nærmest som en hundredemeterløber, der er klar til at absolvere distancen hurtigst muligt. Kileformen i sin reneste form noteres i Lancia Stratos fra 1974, men kom allerede i 1967, hvor NSU brugte udformningen til RO80 - den berømte vogn med wankelmotor. Men anden og mere simpel måde at tegne biler på, var også fremherskende på dette tidspunkt. Tænk engang lidt over, hvordan mindreårige tegner en bil. Det er noget med to lodrette streger for og bag, tre vandrette, der markerer motorhjelm, bagklap og tag og så selvfølgelig den lange vandrette, der slutter bilen af i bunden. Kassedesignet blev især kendt på Fiat 124, der senere blev til Lada 1200 og endnu tidligere: VW K70. Flere kender og husker nok Fords Granada, der også var en glimrende repræsentant for kasseformen, som dog skulle få en ende, da olieprisen begyndt at stige for anden gang. Aerodynamikken Efter den anden oliekrise i slutningen af 1970erne begyndte flere bilfirmaer at overveje, hvordan de kunne øge bilernes nøjsomhed med benzinen, samtidig med, at de fortsat kunne benytte de allerede kendte motorer. Det førte til, at man begyndte at interesse sig for luftmodstanden, der hidtil kun havde været brugt af ganske få bilmærker som salgsargument. Men to modeller vendte op og ned på den forestilling. I efteråret 1982 kom den nye Audi 100, der med en luftmodstandsværdi på 0,30 CW satte ny rekord. Det muliggjorde høje tophastigheder med selv svage motorer, som Ford Sierra, der med 0,34 i CW-værdi var med på den nye trend. Man testede bilerne intensivt i vindkanal, inden de blev videreudviklet. Det gjorde man også i 1984, da Renault, som de første, var færdige med den store Espace. Med op til syv personer i kabinen, var der tale om en ny biltype, der hidtil havde bestået af VW busser og Ford Transitter. Retrolook Men bildesign handler ikke altid om at være fremadskuende. Da VW i 1998 lancerede den nye Beetle, var den en sensation med sit moderne snit, der alligevel var en næsten tro kopi af den gamle boble. Senere kom Mini med samme udgangspunkt. Den mest neoklassiske bil, som f.eks. Mercedes’ seneste S-klasse, der kombinerer klassiske store skærme med moderne former som en bagklap, der synes at være lagt ovenpå karrosseriet. I sidste ende kan man måske sammenligne biler med kvinder, mener den italienske mesterdesigner Giorgetto Giugiaro. Manden, der har tegnet klassiske modeller som VW Golf, Alfa Romeo Alfasud og den gamle Fiat Panda siger, at forskellen mellem en skøn bil og en ganske almindelig vogn er et spørgsmål om at få detaljerne på plads...