Desperate gravide skal støttes til fødsel

Politikere chokerede over abortturisme. Øget rådgivning er løsningen

Karrierekvinder vælger i stigende grad at få børn alene. Modelfoto: Bent Jakobsen

Karrierekvinder vælger i stigende grad at få børn alene. Modelfoto: Bent Jakobsen

KØBENHAVN:Skrækkeligt. Chokerende. Rædselsfuldt. Tragisk. Sådan betegner de danske sundhedsordførere DR Søndags afsløring af, at desperate gravide fra hele verden rejser til Spanien for at få aborter helt frem til syvende måned. Fra alle sider i Folketinget forlanger politikerne derfor, at sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lægger maksimalt pres på sin spanske kollega for at få klinikken stoppet og lægerne retsforfulgt. - Når man sidder og ser sådan en udsendelse, får man jo nærmest kvalme, siger Lone Møller (S). Ekstra hjælp Samtidig lægger politikerne op til, at de cirka 70 kvinder, der hvert år får afslag på sene aborter herhjemme, skal tilbydes ekstra hjælp og vejledning. - Det kunne være, at de kunne få så meget støtte, at de kunne gennemføre et svangerskab, siger formand for sundhedsudvalget, Birthe Skaarup (DF). SF’s Anne Baastrup er helt enig. - Kvinderne får i dag et brev fra abortankenævnet om, at de har fået afslag. Det skal omkring den praktiserende læge, der i så fald kan rekvirere en psykolog eller tilkalde en socialrådgiver, mener hun. - Vi må kunne hjælpe dem igennem, så de gennemfører fødslen og så senere bortadopterer, siger Enhedslistens Per Clausen. Vælger kvinderne derimod at tage livet af deres levedygtige foster, skal de straffes, mener den konser-vative sundhedsordfører. - Det er ulovligt i Danmark at få foretaget en abort på det tidspunkt, så derfor mener jeg også, at det skal have en konsekvens, mener Helle Sjelle. Det mener Anne Baastrup ikke vil have nogen effekt. - Når folk er så langt ude, at de vil fjerne et foster, der kun er 1-2 måneder fra at skulle fødes, så tænker hun ikke på, at hun kan blive straffet, siger hun og får støtte fra Lone Møller. - Jeg har ikke den opfattelse, at alt skal kriminaliseres. De kvinder, der gør sådan noget, er formentlig i nød, ellers ville de ikke gøre sådan noget. Derfor skal vi hjælpe dem i stedet. Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen har indvilget i at kigge den støtte, som gravide får efter et afslag på abort, efter i sømmene.