Destination vil betale sine regninger

Troværdighed i fare, hvis gælden ikke betales, mener elleve af tolv kommuner

EMNER 5. september 2002 08:00

STØVRING: Selv om Destination Himmerland pludseligt blev nedlagt i foråret som følge af dårlig økonomi, så får alle kreditorerne deres penge. Det var holdningen hos fremtrædende repræsentanter for elleve af de tolv kommuner, der deltog i turist-samarbejdet, da de mødtes tidligere på ugen, og derfor ventes det, at Destination Himmerland økonomisk kan få en pæn begravelse. Den samlede gæld er på 1,2 millioner kroner og de fleste af kommunerne betragter det nærmest som æresgæld. Også fordi at andre former for tværkommunalt samarbejde skal kunne virke troværdige i fremtiden. Både Skørping og Farsø Kommuner har dog hældt mod at lade selskabet gå konkurs, så kommunerne ikke skulle betale regningerne. I Skørping har et lille flertal i byrådet dog bestemt sig for at stå ved sin del af det fælleskommunale ansvar, men Farsøs repræsentanter fastholdt, at man ikke ønsker at betale sin del i forbindelse med afviklingen af selskabet Deres kolleger i de andre kommuner håber dog, at man besinder sig her: - Farsø får en regning ligesom os andre, og så håber vi, at de betaler. Og vi regner med, at gælden er helt afviklet, når kommunerne betaler det, der svarer til næste års bidrag, siger Destination Himmerlands formand, Støvring-borgmesteren Anny Winther (V). Det var især leasing af en meget dyr farvekopimaskine, der slog Destination Himmerland ihjel. Den alene står for 600.000 af gældskronerne, da der slet ikke var muligheder for trykkeopgaver, som var forventet. Resten af gælden er løn, feriepenge og mindre gældsposter. Betaler Farsø sit bidrag på 80.000 kroner næste år, er gælden ude af verden. Ellers må de øvrige deltagere forventes at træde til. Udover de her nævnte drejer det sig om Arden, Hobro, Aalestrup, Løgstør, Hadsund, Nibe, Aars, Sejlflod og Nørager kommuner.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...