EMNER

- Desværre er freden ikke lige om hjørnet

HJØRRING:Selvom familien Abdulla i Hjørring sammen med de fleste andre bare håber på, at krigen i Irak får ende så hurtigt som muligt, så har Sardar Abdulla forståelse for, at koalitionsstyrkerne kan være nødt til at sætte tempoet lidt ned for at sikre forsyninger og forstærkninger sydfra. - Men vi ønsker ikke andet end at krigen må slutte og at Saddam Husseins folk bliver fjernet fra magten, siger Sardar Abdulla, der hver dagen følger krigen på en bred vifte af kanaler i fjernsynet. Familiens parabol kan hente masser af arabiske kanaler ned fra sattlit, og på en af de kurdiske tv-stationer har Sardar Abdulla netop set billeder af 20-30 store Mercedes'er, der rullede ud fra Bagdad med kurs mod Syrien. Tv-stationen oplyste, at det var Saddam Husseins bror, der flygtede ud af byen sammen med sine nærmeste, og stadig i følge tv-stationen skulle hele selskabet nu være i Italien eller på vej dertil. Men Saddam Hussein selv går ikke frivilligt. Det er Sardar Abdulla stadig overbevist om. Og så er der også stadig frygten for, at Tyrkiet vil blande sig i krigen i det nordlige Irak, hvor koalitionen har kastet faldskærmstropper ned, der kæmper side om side med kurdiske oprørere. - Men kurderne ønsker ikke krig. Vi kæmper kun for at forsvare os, siger Sardar Abdulla. Han er overbevist om, at tyrkerne vil blande sig. Familien flygtede fra Irak for 11 år siden, men en stor del af den øvrige familie er stadig i Irak. Sardar Abdulla er i kontakt med dem via email så ofte, det kan lade sig gøre, og indtil videre er de sluppet for direkte krigshandlinger. - Men alle er bange, for der er hårde kampe i hele området, siger Sardar Abdulla der også har hørt, at omkring 80 små landsbyer blevet ramt af bomber, som han mener er kastet af det irakiske regime, og mange af beboerne i de små byer og fra de vigtige oliebyer Mosul og Kirkuk er flygtet mod nord, op i bjergene. Sardar Abdulla mener, at det måske drejer sig om nogle få tusinde. Der hvor amerikanerne får renset områderne, rykker kurderne tilbage igen, siger han. Men mange af landområderne er mineret, og selvom krigen slutter skal minerne ryddes, før kurderne kan gøre sig håb om et normalt liv i fred med naboerne og med retfærdighed og selvbestemmelse. - Men det er sørlgeligt, at der allerede er mange tab på begge sider. Kurderne har ikke ønsket krig. Vi håber, at den må slutte snart og at de kurdiske områder kan blive fri for Saddam Husseins regime i det nordlige Irak, hvor en af hans sønner er indsat til at styre med hård hånd.