Aalborg

Det år gør forskellen

Anna-Marie måtte argumentere kraftigt for sit sabbatår og er stolt af sit valg

Allerede i midten af 2.g. på Aalborghus Gymnasium begyndte Anna-Marie Chwastek at lufte tanken om et sabbatår for sine forældre. - Det faldt bestemt ikke i god jord. Mine forældre er fra Polen, og der er det altså ikke noget, man gør. Vi havde mange diskussioner om det, da de fandt ud af, at jeg mente det alvorligt, fortæller den nu 19-årige pige, der efter planen begynder på medicin-studiet på universitetet i Odense efter sommerferien. Anna-Marie Chwasteks forældre var bange for, at hun ville henfalde til et liv på sofaen og aldrig komme igang igen. Det skete ikke. Tværtimod føler hun sig mere parat og motiveret end nogen sinde før. Argumentet om, at sabbatår er en uhørt luksus, der tilmed koster samfundet penge, fordi der går længere tid, inden hun begynder at betale til fælleskassen over skattebilletten, har gjort indtryk. - Det er delvist rigtigt, erkender Anna-Marie Chwastek, men hun fastholder, at hun traf den rigtige beslutning, da hun stædigt holdt fast i sit ønske om en pause fra skolebøgerne. - Jeg var overhovedet ikke parat til seks år på medicinstudiet. Jeg tror, jeg ville have knækket nakken på et tidspunkt. Hun fik det, som hun ville have det, og arbejdede fuldtid på grønttorvet i Aalborg Storcenter, inden hun tog til Østen i tre måneder med en veninde. - Måske lyder det banalt, men jeg lærte faktisk mig selv og mine grænser bedre at kende. Nu ved jeg mere om, hvad jeg kan og ikke kan, siger Anna-Marie Chwastek. Hun tror, at erfaringerne fra året ude i virkeligheden bliver en fordel, når hun igen begraver sig i bøger. - Det her år har været virkelig godt, og jeg mener, at alle burde tage et sabbatår, også selv om de ved, hvad de vil. Jeg har tænkt over tingene og ved, at resten af mit liv begynder på den rigtige måde og med det rigtige studievalg, siger Anna-Marie Chwastek.