Det afrikanske VM-spøgelse blev manet bort

Danmark nappede fjerde sejr på stribe ved håndbold-VM og befæstede førstepladsen i indledende gruppe D.

Ann Grete Nørgaard og Danmark smadrede Elfensbenskysten. 
Foto: Scanpix.

Ann Grete Nørgaard og Danmark smadrede Elfensbenskysten. Foto: Scanpix.

Det danske kvindelandshold i håndbold har døjet med et lille Afrika-kompleks siden VM for to år siden, hvor et nederlag til Angola kostede en semifinaleplads. Det har siden da været usikkert, om holdet igen ville komme i problemer mod et lignende kantet og uortodokst hold fra det mørke kontinent. Men bekymringerne blev i den grad gjort til skamme med torsdagens klokkeklare 38-17-sejr over Elfenbenskysten. For selv om ivorianerne spillede præcis som de plejer, så var de stærkt overmatchet mod landstræner Jan Pytlicks efterhånden meget velfungerende mandskab. Danskerne lukkede godt af i defensiven og løb simpelthen fra deres afrikanske modstandere, når det gik den anden vej. Alene i første halvleg blev det til 12 kontramål, og det var rigeligt til at knække Elfenbenskysten. Otte af dem stod Kristina Bille for, på trods af, at hun mindre end 48 timer tidligere var steget af flyet fra Danmark. Afløseren for den korsbåndsskadede Maibritt Kviesgaard gav indtryk af, at tabet af førstevalget på højre fløj måske ikke er så slemt endda. Løbevillige Bille ramte i hvert fald næsten alt, hvad hun skød på og blev da også dansk topscorer. Med en pausestilling på 22-7 var kampen afgjort, og herfra handlede det bare om at undgå skader og komme nemmest muligt ud af kampen. Det var ikke specielt befordrende for kampens kvalitet, der dalede voldsomt. Det lykkedes dog at få alle danskere på tavlen med Susan Thorsgaards scoring mod slutningen. Jan Pytlick sørgede også for at sprede spilletiden ud på hele sin trup og give tiltrængte pauser til folk som Line Jørgensen og Louise Spellerberg Svalastog, der har døjet med småskavanker på det seneste. De skulle dermed være relativt friske til den sidste og afgørende gruppekamp mod Sverige fredag. Svenskerne er derimod nok en smule ømme efter en hård og tæt kamp mod Kroatien, som de tabte 26-27. Resultatet betyder, at Danmark faktisk kan tåle at tabe med to mål til Sverige og alligevel tage førstepladsen, hvis ellers Kroatien som ventet vinder over Argentina i den sidste gruppekamp. /ritzau/