Det arabiske Disneyland

Dubai vil være det 21. århundredes nye handels- og oplevelsescentrum

Jens Nauntofte
Ver­dens læng­ste in­den­dørs ski­løj­pe fin­des i Du­bai.
Byggeri 3. januar 2007 05:00

Et byggeboom har ramt det arabiske emirat Dubai. Kraner og containere dominerer bybilledet, så langt øjet rækker. En hærskare af fremmedarbejdere fra Pakistan og Indien udfører det hårde, krævende slid i en smeltende varme. Som i Fritz Langs klassiker ”Metropolis” er der her ved Den Persiske Golf et splinternyt Metropolis under opbygning. Dubai bliver af den magtfulde emir Sheik Mohammed Maktoum markedsført som den arabiske pendant til Singapore. Her mellem Arabiens gule ørken og golfens blå vand skyder en by op af sandet, bygget i glas, krom og solid beton. Alt skal være i megastørrelse, der er rigeligt med finansiering, og verdens øjne skal tvinges til at se Dubai som det 21. århundredes nye handels- og oplevelsescentrum. Det lyder som et paradoks - og det er et paradoks - at samtidig med at store dele af den arabiske verden kæmper med fattigdom og arbejdsløshed, så flyver emiraterne til tops på finansfolkenes og oplevelsesturisternes top-ti-liste. De arabiske olielande modtager i disse år enorme ekstraindtægter fra eksport af olie og gas. Ved en oliepris på 50 dollar pr. tønde råolie modtager landene ved Den Persiske Golf årligt 265 milliarder dollar. Pengene fosser ind Med en pris på omkring 60 dollar pr. tønde for øjeblikket fosser pengene ind i statskasserne. Gas- og olieeksporten er samlet i de nationale olieselskaber styret af regeringerne. Så staten er den store arbejdsgiver, der uddeler byggekontrakter og sætter dagsordenen i de store byggeprogrammer. Alt foregår i eksprestempo. Verdens højeste hotel er under bygning i Dubai, 750 meter højt, måske bliver det udvidet til 900 meter. Verdens største kunstige kanalsystem binder det nye og det gamle Dubai sammen. Verdens længste indendørs skiløjpe og største butikscentre findes her. Men Dubai har jo ingen olieindtægter af betydning, vil den opmærksomme læser sige. Det er rigtigt. Olieindtægterne finder man i Abu Dhabi, 130 kilometer fra Dubai, og i de omkringliggende nabolande. Pointen er, at Dubai fra gamle dage var golfens handelscentrum. Den position er i de sidste 20 år med sheik Maktoums ambitiøse projekter blevet udviklet til at gøre Dubai til Mellemøstens førende handelscentrum. Abu Dhabi og Saudi Arabien tjener milliarder på olie, men det er i Dubai, at de giver pengene ud. Her i det liberale mekka springer fantasien frit. Luksushoteller, opulente restauranter og fornøjelser af enhver art står i kø og venter på de nyrige arabiske millionærer, hos hvem pengene sidder løst, når man er kommet hjemmefra og skal more sig. Højst professionelle Samtidig er de store byggeentreprenører og virksomheder, der dominerer Dubais handelsliv, ledet af benhårde og højst professionelle forretningsfolk. Her bliver ikke givet ved dørene. Konkurrencen er hård, og man skal levere førsteklasses varer, ellers smækker kassen i. FN’s udviklingsprogram, UNDP, udsendte forleden den nye årsrapport om tilstanden i den arabiske verden. Den er tankevækkende og stiller Dubai og emiraterne i en grel modsætning til verden omkring dem. I de tidligere tre UNDP-rapporter blev det slået fast, at den industrielle og sociale udvikling i den arabiske verden er bemærkelsesværdig lav. Højteknologien, nye universiteter og ambitiøse indlæringsprogrammer mangler i katastrofal grad. I gennemsnit er der én computer per 100 borgere. Afgørende faktor Den nye rapport slår ned på en ny afgørende faktor: Kvinderne i den arabiske verden får ikke i tilstrækkelig grad lov at deltage i samfundslivet. Kvinderne er hæmmet ved manglende rettigheder. Halvdelen af de arabiske kvinder er analfabeter, fordi forældrene tager dem ud af skolen for tidligt. Rapporten fastslår, at så længe halvdelen af befolkningen er skubbet i baggrunden, vil den arabiske verden køre i langsomt tempo, mens den øvrige verden med højteknologien som motor accelererer i ekspresfart. 55,6 procent af verdens kvinder deltager aktivt i samfundsøkonomien. For arabiske kvinder er tallet 33,3 procent. Her ligger et ubrugt potentiale, som de arabiske samfund ikke udnytter af kulturelle og religiøse grunde. Kvinderne er Mellemøstens akilleshæl. Hvis de politiske og religiøse ledere i de næste ti år ville slippe kvinderne løs og sidestille dem med mændene, ville det få karakter af en revolution. Sandsynligheden for, at de gør det, er desværre ringe. I Dubai henter man ikke arabiske kvinder til landet til rengøring og børnepasning. Tværtimod finder man dem i Asien. De er lettere at styre, og de arbejder mangefold bedre. Ligeledes med den mandlige arbejdskraft, som hentes i Pakistan og andre asiatiske lande. Påfaldende er, at man ikke kan bruge arabiske mænd, de arbejder for lidt og for langsomt og giver sociale problemer, fordi de ikke vil affinde sig med at bo i overfyldte boligcontainere, som de pakistanske fremmedarbejdere gør. Insourcer arbejdskraft I Dubai ”insourcer” man arbejdskraft og øger produktionen med vækstrater mellem 7 og 11 procent i de seneste år. I vesten ”outsourcer” man arbejdspladser til de lande, hvor den billige arbejdskraft findes. Dubai er kontrasternes markedsplads. Funklende og voldsomt rigt. Alle kendte normer er sat ud af kraft. Aktiebørsernes indeks stiger lodret, for her bliver de arabiske oliemilliarder sat i arbejde. Det kunne lyde som en boble, der kunne springe når som helst. Intet bør udelukkes. Men Dubai har siden uafhængigheden i 1971 metodisk bygget sin struktur og rigdom op fra bunden. Alt er velfunderet og ikke finansieret med usikre olieindtægter. Dubai er et handels- og erhvervscentrum, ikke en oliemetropol. Skærende, som kontrasten er, viser Dubai dog vej for en usikker arabisk verden, der ikke endnu er blevet koblet ind på den højteknologiske motorvej. Her er et lille land, der magter at løse de problemer med modernisering - om end med lånt arbejdskraft - som Mellemøsten hungrer efter. Nu skal araberne ikke rejse til Singapore for at finde den økonomiske model at efterligne. De har den med Dubai lige i deres egen midte. Hvis denne model blev iværksat i Libanon og Egypten, ville det betyde en revolution. Hvad der er brug for, er fremsynede ledere, som tør prøve de nye veje. Mod og ideer er den største mangelvare i dagens Mellemøsten. [ DR1 sender i aften kl. 20 ”Hammerslag i Dubai”.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...