Musik

Det begyndte i musikskolen

Anne Rom og hendes mor gav kammerkoncert

De lokale stjerner Lene Frederiksen og Anne Rom, mor og datter, på Spillestedet.Foto: Lars Pauli

De lokale stjerner Lene Frederiksen og Anne Rom, mor og datter, på Spillestedet.Foto: Lars Pauli

PANDRUP:Det gjorde indtryk på ikke mindst musikskoleelever, hvad den tidligere elev på Pandrup Musikskole, Anne Rom, kan præstere på vibrafon og marimba, da hun søndag gav koncert på Spillestedet i Pandrup sammen med sin mor på klaver, musiklærer og organist Lene Frederiksen. Arrangementet var det første i Spillestedets nye udspil, der går ud på at præsentere lokale stjerner engang imellem, men uden at det går ud over de store stjerners besøg. Og musikskoleleder Carsten Bilde er tilfreds med, at 30-40 kom til koncerten. - Det er flot til kammermusik. Der er sjældent det store publikum til smalle koncerter - set i forhold til de 2-300, der plejer at komme til Spillestedets koncerter. Men til sådan en koncert på landet er det slet ikke så dumt, siger Carsten Bilde, der fortsætter: - Det var også dejligt at se nye ansigter blandt publikum. Det tyder på interesse for vort initiativ, siger han. Publikum havde også lejlighed til en snak med musikerne, der underholdt med omskrevne numre af bl.a. Brahms, klassiske værker og originalværker for vibrafon og marimba. Musikskolens dygtige elev er uddannet på Nordjysk Musikkonservatorium og har modtaget Danske Banks talentpris, indstiftet af foreningen Opera i Rebild.