Udland

Det betyder Natos artikel fire

Tyrkiet har indkaldt Nato til møde efter artikel fire på grund af syrisk nedskydning af et tyrkisk jagerfly.

Det betyder Natos artikel fire

Tirsdagens møde blandt Nato-ambassadørerne i Bruxelles er indkaldt på anmodning fra medlemslandet Tyrkiet i henhold til traktatens artikel fire:

- Deltagerne vil rådføre sig med hverandre, når som helst nogen af dem mener, at nogen af deltagernes territoriale integritet, politiske uafhængighed eller sikkerhed er truet.

Der har kun en gang tidligere i Natos historie været indkaldt møde i henhold til artikel fire. Det var i 2003, ligeledes på tyrkisk foranledning, under opbygningen til krigen i et andet af Tyrkiets nabolande, Irak.

Mødet i februar 2003 udstillede spændinger mellem Nato-landene, men endte med, at Nato undersøgte en række tiltag for at hjælpe med at beskytte Tyrkiet mod eventuelle aggressioner fra Irak.

Resultatet blev "Operation Display Deterrence", hvor Nato sendte overvågningsfly og et missilforsvarssystem til Tyrkiet. Operationen var begrænset til tyrkisk territorium og var klart defineret som territorialforsvar.

Det er en markant anden situation end ved anvendelsen af Natos

såkaldte musketered - traktatens artikel fem - der siger, at et angreb på ét medlem af forsvarsalliancen er at betragte som et angreb på alle.

Artikel fem har også kun været anvendt én gang i Natos historie. Det var efter terrorangrebene på USA 11. september 2001, hvor USA påberåbte sig artikel fem og dermed fik de øvrige Natomedlemmers opbakning til militæraktionen i Afghanistan.

/ritzau/