Det blå flag pryder havn igen

Det blå flag blev lørdag hejst på havnen i Attrup

ATTRUP:- Ved havet, ved havet der er det så skønt. Den levende musik kan høres så snart man lørdag nærmer sig Attrup Havn. Selvom solen ikke rigtigt kan bestemme sig til, hvorvidt den vil bryde frem igennem skyerne, sidder der på multihusets terrasse en gruppe mennesker og lytter til musikerne. Knud Erik Bæk, som er formand for Attrup Bådelaug, forstyrrer hyggen. Han beder alle om at trække med ned til flagstangen. Sammen med borgmester Mogens Gade (V) står han der klar med det blå havneflag. - Det er efterhånden blevet en tradition at hejse flaget her. Det er af stor betydning for Brovst Kommune, siger Mogens Gade til de fremmødte. Han fremhæver, at Attrup er et meget aktivt lokalområde, og takker samtidig de lokale ildsjæle, som skaber liv på havnen og i Attrup. - Det er af stor betydning, at nogen har overskud og vil bruge det på det, siger Mogens Gade. Ekstra indsats Det er ikke alle og enhver havn, som kan få det blå flag. En lystbådehavn bliver belønnet med flaget, hvis det har ydet en ekstra indsats for havnens miljø, sikkerhed, faciliteter og information. - Vi er opmærksomme og laver en indsats for miljøet, forklarer Knud Erik Bæk. På havnen i Attrup har man blandt andet lavet affaldssortering og sat affaldsbøtte op. Knud Erik Bæk håber, at det blå havneflag kan give mere end blot mange besøgende på havnen. - Bieffekten kunne være, at man begynder at bade i fjorden. Vi bader selv jævnligt i fjorden om sommeren, siger han. De nye tilbud i multihuset, som Skovsgård Hotel som forpagter i år har igangsat, er allerede en succes, for der er mange, som vil høre live musik og nyde en frokost på havnen i weekenden. - Min forventning er, at mange vil komme i år og nyde denne skønne plet ved fjorden, siger Knud Erik Bæk.. I kommunen har også Tranum Strand det blå flag.