Det blev dyrere at holde ferie i juli

Priserne på pakkerejser, sommerhuse og flyrejser kravlede i vejret i juli. Det trak forbrugerpriserne med sig.

Juli er den dyreste måned at leje sommerhus, viser tal fra Danmarks Statistik. Foto: Henning Bagger/arkiv/Ritzau Scanpix
Erhverv 10. august 2018 08:42

Forbrugerpriserne har i juli taget et hop. Det blev i juni især dyrere at holde ferie, og den sektor trak især forbrugerprisindekset op.

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Samlet viste indekset en stigning fra juni til juli på 0,8 procent.

Søren V. Kristensen, der er makroøkonom i Sydbank, vurderer, at priserne havde høj fart på.

- De danske priser bragede op i juli, siger Søren V. Kristensen.

- Det var særligt prisen for at holde ferie, der blev dyrere i juli, da priserne på både pakkerejser, sommerhuse og flyrejser kravlede i vejret.

Det fremgår af opgørelsen, at juli er den dyreste måned at leje sommerhus i.

- Fra 2016 og frem har juli måned i gennemsnit været 62,7 procent dyrere end juni måned, skriver Danmarks Statistik i opgørelsen.

Når man måler juli op mod samme periode sidste år, steg priserne 1,1 procent, hvilket er det samme niveau som juni.

- Inflationen er kravlet lidt op de seneste måneder. Blandt andet som følge af en højere oliepris, der smitter af på prisskiltet, når vi tanker bilen og flere andre steder, siger makroøkonomen.

Udover transport er det også hoteller og restauranter, der har bidraget til stigningen i forhold til juli sidste år.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...