EMNER

Det blev en knaber-go’ byfest

Knaberkomitéens formand er godt tilfreds med årets byfest

AALESTRUP:Der var tivoli, grisefest, harmonikatræf, Miss Vesthimmerlands-konkurrence, sportsbegivenheder, stort optog, kræmmermarked og meget, meget mere i uge 21 i Aalestrup. Årets Knaberfest havde et mere omfattende program end nogensinde tidligere, og byens borgere har da også taget godt imod de mange nye aktiviteter. - Jeg synes der har været en meget pæn opbakning, når man tænker på vejret, lyder det fra en tilfreds, men også lidt lettet Per B. Mortensen efter det store planlægningsarbejde. Som formand for Knaberkomitéen kan han ikke sige noget præcist om det økonomiske resultat af byfesten endnu. - Det er da ikke gået helt skævt, men det bliver heller ikke noget rekordår. Jeg tror, det hænger sammen, siger han. Overskuddet går som vanligt til ungdomsarbejde i byens foreningsliv. Og netop de unge er Per B. Mortensen meget tilfreds med. Der har været god ro og orden hele ugen igennem. - Der har ikke været nogen slagsmål eller ballade, og der var alligevel 300 unge på diskotek og over 700 mennekser til grisefesten, siger han. Om årets nye aktiviteter vil gå igen næste år ved Per B. Mortensen ikke med sikkerhed endnu. - Miss Vesthimmerlands-konkurrencen kunne da godt gentages, men måske gør vi det på en lidt anden måde, det ved vi ikke endnu. Harmonikatræffet var en rigtig hyggelig dag, det kunne vi godt gøre igen, forklarer Per B. Mortensen.