Det blev sagt om budget 2008 i Thisted

Ejner Frøkjær: Vi har fået bindet fra øjnene og det er ikke behageligt. Foto: Klaus Madsen

Ejner Frøkjær: Vi har fået bindet fra øjnene og det er ikke behageligt. Foto: Klaus Madsen

Næste års budget for kommunen har ender, der er svære at få til at nå sammen THISTED: Opgaven med at lave budgettet for 2008 er ikke nem. Det blev præciseret allerede da borgmester Erik Hove Olesen holdt forelæggelsestalen til 1. behandlingen, hvor han oven i købet lod ane, at der måske allerede nu er lagt op til en ¿tredje behandling¿, hvis finansminister Thor Pedersen (V) står fast på sin trussel om at straffe kommunerne, hvis de set under et hæver skatterne ud over de 750 millioner, der er aftalt med regeringen. Som billedet ser ud lige nu har kommunerne tilsammen bebudet skattestigninger for 1,9 milliarder. Erik Hove Olesen om kommunens skattestigning på 1 procent, der giver 20 millioner ekstra: Kommunerne må på landsplan hæve skatterne med 750 millioner kroner. Hvis vi omregner i forhold til indbyggere vil Thisted kommune kunne merudskrive cirka syv millioner kroner - og det svarer til en skattestigning på 0,13 procent. Ejner Frøkjær (S) om budgetarbejdet: Sidste år lagde vi budget med bind for øjnene. Vi kendte ikke den økonomiske virkelighed i oktober 2006. Nu har vi fået bindet fra øjnene og det er ikke behageligt. - og om underkompenseringen for at overtage opgaver fra amtet: Vi er underkompenseret med cirka 65 millioner kroner på grund af opgavereformen, hvor pengene ikke er fulgt med de nye opgaver. Det er tyveri ved højlys dag - og det burde politianmeldes. Arne Kaspersen (V) om forslaget til stigningen i grundskyldspromillen: - Det er ikke lige Venstres kop te med beskatning af produktionsapparatet. Landbruget står jo for to milliarder af de seks milliarder, som den samlede ejendomsværdi i kommunen repræsenterer. Men vi mener, det er forsvarligt på grund af den underkompensation på 60 millioner kroner fra staten. Arne Kaspersen (V): Vi håber på fem millioner kroner fra de fattige kommuners fond. Vi må gerne kalde os fattige, bare der er penge i det. Mogens Kruse (SF): Thisted Kommune er topscorer blandt kommuner med manglende kompensation for opgavereformen. Vi er snydt for 65 mio. kr. og Thisted Dagblad burde rydde forsiden hver dag for at afsløre det bedrageri, som vi er blevet udsat for. Ib Poulsen (DF): Når vi står i en situation som denne, skal vi ikke investere i kolde mursten, når det er varme hænder, vi har brug for.