Aalborg

Det blev til bronze

KØBENHAVN:Aalborg Rugby Klub Lynet må trods en sejr i sidste udekamp mod københavnske Exiles nøjes med at gentage sidste års bronzemedaljer. - Vi havde håbet på hjælp fra Frederiksberg til at slå Århus, men det skete ikke. Århus vandt 31-15, og så rakte vor 55-0 sejr over Exiles ikke til noget, fortælte en umiddelbart lidt skuffet men alligevel tilfreds Andy Nielsen fra Lynet. - Vi sluttede á point med mestrene fra Christiansbjerg og sølvvinderne fra Århus, og vi tabte ingen hjemmekampe, så vi har vist holdets potentiale, og næste år går vi helt klart efter guldet. I år tog vi et spillemæssigt skridt fremad, men desværre ikke medaljemæssigt, sagde Andy Nielsen lige inden han og holdkammeraterne fik overrakt et nyt sæt bronzemedaljer. Sejren med Claus Christensen som tredobbelt målscorer og bronzemedaljerne blev fejret i bussen hjemad mod Aalborg. - Vi får nok en enkelt øl eller to. Der er jo lang tid til næste kamp, grinede Andy Nielsen.Jens