Det blir' i familien

Agersted Ørtoft Smedje ekspanderer med næste generation ved roret

Byggeri 1. december 2004 05:00

AGERSTED: Byen er ikke stor, og på få minutter er man kommet fra den ene ende af hovedgaden til den anden. Men det skal man ikke lade sig snyde af, for midt i hovedgaden ligger Agersted Ørtoft Smedje og "breder" sig, både lokalt og langt ud over Vendsyssels grænser. Smedemester Jørgen Juul købte den gamle smedje i Agersted i 1978, hvor han selv er blevet udlært, og drev de første år traditionelt værksted lokalt fra det pæne rødstenhus ud til hovedgaden. Men få år efter begyndte firmaet at knopskyde med produktionshaller til større stålkonstruktioner, velfærdslokaler, opkøb af Ørtoft Smedje og malerafdeling, så firmaet rådede over 1500 kvm. til produktion. Og medarbejderstaben er vokset støt op gennem de nu 26 år. For fire år siden fik Jørgen Juul da også Dronninglund Sparekasses Initiativ- og Iværksætterpris. Nu vokser smedefirmaet igen med en ny stor produktionshal på 450 kvm. samtidig med, at udvidelsen har bredt sig også til den anden side af hovedgaden, hvor en ny administrationsbygning er skudt op, hvor der før lå en benzintank. Alene indenfor det sidste år er der ansat 8-10 ekstra medarbejdere i produktionen, og de kommer hovedsageligt fra nærområdet. Jørgen Juul har startet et generationsskifte med sønnen Jens Juul, som nu er indtrådt i ejerskabet af virksomheden. Generationsskiftet er planlagt til at ske hen over en årrække, og selvom Jørgen Juul trapper lidt ned, vil der stadig være fart på. Han har nemlig købt en motorcykel. Landsbysmeden brød igennem til industrien Indtil omkring 1980 var det store kundeområde servicering af vvs og landbrug i lokalområdet, hvor der var et konstant behov, men i takt med landbrugets omlægning til stordrift indskrænkede grundlaget sig også, og Jørgen Juul fandt et nyt behov for smedefirmaet som underleverandør til byggeri og industri. Så i stedet for selv at indskrænke blev det til løbende ekspansion gennem 80'erne og 90'erne, og nu tæller virksomheden 32 ansatte, hvoraf der hele tiden er flere hold ude og arbejde et sted i landet. - Vi har i øjeblikket et hold i København, der monterer trapper og gelændere samt et hold igang ved byggeriet af den nye skole i Løkken, fortæller Jørgen Juul, mens Jens Juul har travlt i telefonen, samtidig med at servicerer de mange, der "lige" skal spørge til værkstedet. Virksomheden har nemlig fastholdt kontakten til lokalområdet, med servicering indenfor vvs, som er et af kerneområderne. Hovedopgaverne er idag fordelt på underleverancer i stål til industri og byggeri. To af de store kunder er MAN, B&W, Frederikshavn og København, hvor det mangeårige samarbejde bygger på kvalitet og leveringssikkerhed. Som et led i de sidste udvidelser har smedevirksomheden ansat en maskiningeniør, da udviklingen i branchen kræver større ekspertice indenfor totalløsninger, med store beregninger og komplicerede tegninger. Og her er opgaven ved Løkken Centralskole et godt eksempel på, at man måtte købe sig til beregningsekspertiden. Flytningen af maskinerne til den nye produktionshal er planlagt til 1. januar, og her skal der hovedsageligt laves pladebearbejdning, som frigør plads i de eksisterende bygninger til flere svejsepladser og et større maskinværksted. Og i december kører det løs med interne kurser i programmering af maskiner. Medarbejder-pleje Men udvidelse er ikke sten og stål alene. - Når vi flytter over i den nye administrationsbygning, er der samtidig gjort plads til udvidelse af velfærdslokalerne i den gamle, nuværende administration, fortæller Jens Juul, der nu har taget en lille pause. - Udvidelsen har betydet næsten det dobbelte i administration, så derfor er der også ansat en ekstra halvtidskontorassistent, fortæller Jens Juul. I alle årene har Mona Juul stået sin mand bi og klaret det administrative. Det fortsætter hun med, mens gemalen har kastet sine øjne på motorcyklen og sønnen ser langt ind i fremtiden - så det bli'r i familien!

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...