Det bliver bedre med IC4-togene

DSBs regionschef afviser, at Vendsyssel får dårligere service

DSBs regionschef, Knud Erik Bendixen:- Vi kan ikke trylle. Vi har simpelthen togmateriellet på nuværende tidspunkt. Det er det samme over hele landet.  Arkivfoto:

DSBs regionschef, Knud Erik Bendixen:- Vi kan ikke trylle. Vi har simpelthen togmateriellet på nuværende tidspunkt. Det er det samme over hele landet. Arkivfoto:

VENDSYSSEL:Efter gårsdagens pendlerklager til nordjyske folketingsmedlemmer afviser DSBs regionchef, at Vendsyssel får dårligere service end resten af landet. - Situationen er den samme over hele landet, og det skyldes, at vi ikke har fået IC4-togene til tiden. Derfor kan vi ikke sætte ekstra IC3-tog ind, siger Knud Erik Bendixen, DSBs regionschef. - Vi kan ikke trylle. Vi har simpelthen ikke togmateriellet. En gruppe pendlere har blandt andet klaget til de nordjyske folketingsmedlemmer over, at vendelboerne må rejse med "nedslidte bumletog" i stedet for IC3 tog. Knud Erik Bendixen afviser kritikken. - Vi er nødt til at tilgodese de mange pendlere og det gør vi ved at sætte regionaltog ind, da vi simpelthen kan have flere med i dem end i et IC3-tog, siger Knud Erik Bendixen. - Det er bedre at sidde ned i et regionaltog end at stå op i et IC3-tog. Der er væsentligt flere forbindelser i dagtimerne, der i dag køres gennemgående med IC3. At man også kommer 8-10 minutter hurtigere fra Aalborg til Hjørring end før det 8. januar skal også med. Han undrer sig i øvrigt over, at tidligere Brønderslevborgmester, MF Lene Hansen (S) kritiserer DSB. - Lene Hansen har åbenbart et helt anderledes syn på vores dialogmøder, end hun havde, mens hun var borgmester i Brønderslev og udtalte stor tilfredshed med møderne, siger Knud Erik Bendixen. Til det siger Lene Hansen: - Vi havde nogle hyggelige møder, men det var utroligt svært at få noget igennem, siger Lene Hansen. Hun håber, at DSB vil lave en handleplan, så vendelboerne kan få at vide, hvad de kan forvente i fremtiden. Pendlertalsmand Kurt Simonsen er blevet kontaktet af en strøm af folketingsmedlemmer, der lover at tage sagen op. - Bjarne Laustsen (S) har foreslået os at opstille en række punkter, så det vil vi gøre på et møde snarest. Han vil derefter går videre med sagen, siger Kurt Simonsen. Enhedslistens Per Clausen har stillet et spørgsmål til Trafikminister Flemming Hansen, som bliver bedt om at forklare, hvad han vil gøre ved sagen.