Det bliver dyrere at parkere i centrum

Forhandlinger ender formentlig med en stigning på to kroner - pris stiger til 16 kr. pr. time

Anders G. Mortensen og Jesper Schouenborg
På de centrale p-pladser i centrum skal det være dyrere at parkere. Det drejer sig blandt andet om pladserne ved Gåsepigen, Budolfi Plads og Frederiks Torv. arkivfoto: grete dahl
Trafikforhold 24. september 2007 06:00

AALBORG: Det bliver dyrere at parkere sin bil i centrum af Aalborg. Alt tyder på, at politikerne i forbindelse med budgetforhandlingerne torsdag vil hæve p-afgifterne med to kroner, så det i stedet for 14 kr. kommer til at koste 16 kr. i timen at parkere på centrale p-pladser i midtbyen. Det sker især for at gøre det attraktivt for private investorer at bygge et p-hus på havnefronten. Det er nemlig ikke rentabelt for en privat investor at opføre et parkeringshus, hvis indtægterne i form af p-afgifterne ikke har et højere niveau end i dag. Aalborg Kommune har sonderet terrænet hos investorer og p-selskaber, der driver p-huse rundt om i landet, og vurderingen lyder altså, at prisen skal sættes op, hvis det skal være muligt at finde en investor til det nye p-hus. Aalborg Kommune arbejder på, at der skal være parkering tæt ved brolandingen i et p-hus, som efter planen bliver en del af det højhus, som ejendomsselskabet Calum vil bygge. En stigning på to kroner i timen på de centrale pladser i byen er i spil under budgetforhandlingerne, bekræfter Henrik Thomsen (SF). - Vi har drøftet, at det er en oplagt mulighed at hæve p-afgiften med to kroner med henblik på at få en privat investor på banen, siger Henrik Thomsen med henvisning til vurderingen om, at 16 kr. er niveauet, hvis det skal være attraktivt for en investor at drive et p-hus. - Jeg synes, at vi skal prisen et skub opad med det samme, siger Henrik Thomsen. Teknisk rådmand Mariann Nørgaard (V) erkender, at prisen på parkering sandsynligvis stiger i 2008. - Parkeringstariffen er i spil. Aalborg Kommune vil ikke ind og drive parkeringshuse selv, siger hun. Mariann Nørgaard henviser til, at det skal være rentabelt for private at drive et parkeringshus. Hun forestiller sig, at parkeringsafgiften skal stige med en krone i 2008 og en krone i 2009. - Vi skal ind og se på om vi har mulighed for at sætte penge af til fremtidig parkering i Aalborg. Det er så meningen, at det er private entreprenører, der skal ind og drive og eje parkeringshuset, men vi skal have startet det op. Salgschef Søren Christensen, Europark, bekræfter, at det er nødvendigt med takster på et vist niveau, før det er attraktivt for en investor at investere og drive et p-hus. - Sådan en investering er en langtidsinvestering, for et p-hus kan ikke løbe rundt i de første år. Europark er først og fremmest et selskab, der driver p-pladser og p-huse. Kun i enkelte tilfælde investerer firmaet selv i et p-hus, og det kommer ikke på tale i Aalborg, fortæller Søren Christensen. - Vi vil ikke investere i et p-hus i Aalborg. Det vil være for farligt for os, siger søren Christensen, der tilføjer, at det vil være langt mere attraktivt for investorer at bygge et p-hus i København, fordi taksterne i hovedstaden er væsentligt højere end i Aalborg.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...