- Det bliver en hård nat - som ind i helvede

Foto: Scanpix

Foto: Scanpix

NORDJYLLAND:Bogen, som forsvaret nu søger forbudt, er tidligere jægersoldat Thomas Rathsacks beskrivelse af indtryk og oplevelser under virke i Irak og Afghanistan. Han er den første jægersoldat, der skriver om korpsets operationer i krigszoner, og gør det ifølge forordet, fordi han "gennem årene er stødt på mange myter og vrangforestillinger om Jægerkorpset, og hvad det vil sige at være jægersoldat". "Desuden," skriver han "mener jeg, at den danske befolkning har ret til og krav på at vide, hvad der sker for alle de mange skattepenge". Det er forlaget ArtPeople, der vil udgive bogen om Jægerkorpset, hvis danske hovedbase findes på Flyvestation Aalborg. NORDJYSKE bringer her nogle uddrag af Thomas Rathsacks bog: Afghanistan, 2002 Thomas Rathsack er med, da 101 kampklare mand fra Jægerkorpset og frømandskorpset i januar 2002 bliver sendt af sted for at bekæmpe Taleban og al-Qaida i Afghanistan - det er første gang, Jægerkorpset udsendes som samlet enhed. "Jeg er allerede gennemblødt af sved. Det bliver en hård nat. Hård som ind i helvede, for nu går det opad. Voldsomt opad. Så meget at det er helt umuligt at klare opturen med benene alene. Jeg sikrer mit våben og slipper det, så det hænger frit på brystet i skulderremmen, og jeg kan bruge mine arme og hænder til at hive og presse mine og rygsækkens i alt 165 kilo opad. Jeg finder fodfæste med én støvle ad gangen og mobiliserer al kraft i hver eneste fiber i mit ben. Mine tynde pilothandsker er allerede nu flossede af de skarpe klippekanter" ... "Jeg kigger ned ad klippesiden. At miste balancen her betyder den sikre død. Det her overgår min vildeste fantasi. Sanseindtryk fra min tid som aspirant farer igennem mit hoved. Smerte, frygt, uvished og blodsmag i munden af overanstrengelse. Den tynde luft mærker jeg også for alvor nu. Vi er lige begyndt, og jeg er allerede på grænsen af min fysiske formåen. Pludselig giver helvedet som aspirant mening. At blive ved, selvom kroppen siger nej. Da jeg stopper et øjeblik for at drikke vand, drysser nogle småsten ned ad klippen forbi mig. Jeg står helt stille og holder vejret. Stenene har passeret Mikkel, så det er ikke ham, der har udløst dem. Jeg læner mig mod siden af klippen, får mit våben i klarstilling og forsøger at kigge opad. Er det fjenden?" ... "Det er morgen, og jeg har netop spist min yndlingsmorgenmad – havregryn med jordbærsmag. Jeg er ved at kravle ud på vagt, da det er, som om mit hjerte stopper. Ikke engang ti meter fra mig lister to mænd med Kalashnikovs langsomt frem mod os igennem klippeåbningen. Det er tydeligt, at de ikke rigtig fatter, hvad de ser. De kniber deres øjne sammen i morgensolen. Dette er deres territorium, deres baghave, og det her ser ikke rigtigt ud. Den ene knuger sit våben hårdt ind til kroppen, som om det insisterer på at blive brugt. Jeg har mit våben klar i skulderen. Fører i slowmotion piben op i retning mod dem, mens min tommelfinger finder sikringen og stille afsikrer. Klar til at kæmpe. Ud af øjenkrogen ser jeg, at René og Henrik også ligger klar med deres våben. Havde det ikke været for sløringsnettet, var vi for længst blevet opdaget af de to mænd. De har sorte fuldskæg, er klædt i mørkt, pjaltet tøj og slidte læderstøvler, og den ene bærer et sort klæde om hovedet. Typisk Taleban. Mikkel rækker langsomt hånden ud efter udløsermekanismen til nærsikringsgranaterne. En meter mere og den første granat vil kunne ramme den forreste af mændene. De tager begge forsigtigt endnu et skridt fremad. Det får Henrik til også at afsikre sit våben, og ved det lille metalliske klik stivner mændene, og i samme sekund drejer de i en bevægelse rundt om sig selv og vælter tilbage mod klippens åbning. »Fuck,« råber René. »Efter dem.« Afghanistan 2002 Thomas Rathsack og en gruppe andre jægersoldater opererer "under cover" blandt lokalbefolkningen som chauffører og livvagter for en fremmed agent med dæknavnet "Eric". ".... mit nu kraftige fuldskæg og mine øjenbryn er farvet næsten sorte, og mit ansigt og mine hænder er smurt ind i brun hudcreme. På hovedet bærer jeg den traditionelle afghanske turban, en lungee, og på kroppen et sæt af det lige så traditionelle salwar kameez bestående af en kakifarvet, løsthængende kjortel med tilhørende posede bukser. Under kjortelen bærer jeg en skudsikker vest, et bælte med en 9 mm USP pistol, to ekstra magasiner, en Gerber stikkniv, en radio, der er forbundet til min diskrete, hudfarvede og formstøbte øresnegl. ... "Trods vores forklædning vil vi i dagslys straks blive afsløret. Men vi arbejder kun om natten, når byen sover. Allieret med den svage gadebelysning og snavsede bilruder satser vi på at forblive uopdagede i den gamle, udslidte Toyota. Rundt om i bilens kabine har vi hængt farverige lokale gadgets, og flere måneders mangel på vask får den til at falde perfekt ind i gadebilledet." På en natlig mission er jægerne ved at blive afsløret: " ... da vi nærmer os, træder en soldat bevæbnet med en AK-47 ud på midten af vejen og holder en hånd op. Både Mikkel og jeg bander. Jeg ruller vinduet ned og kører langsomt frem mod ham. »Salaam Alaykum,« hilser han. Han er en ung fyr med en lys, klar stemme. Og han har endnu ikke har set mit ansigt. »Wa Alaykum as-Salaam,« gengælder jeg sagte i håb om ikke at afsløre min accent. Jeg rækker med højre hånd ud efter det lille bundt af sammenfoldede 50 dollar sedler, som jeg har i en sprække på instrumentbrættet." ... "Jeg satser, langer langsomt en seddel ud mod ham og slår over i engelsk: »Thank you.« Han er stadig tavs, men lyser på 50 dollar sedlen og kigger interesseret på den. Den svarer sikkert til adskillige månedslønninger for ham. Lommelygten bliver slukket. Han vender sig diskret mod de tre andre soldater, som intetanende står og småsludrer op ad en militærjeep. Så putter han sedlen i lommen". Irak Rathsack er med sine jægerkollegaer på en mission i Basra i Irak, hvor de skal tilintetgøre et våbendepot - en infiltration, han har beskrevet som noget af det absolut hårdeste, han har været ude for i sin tid som jægersoldat. "Jeg mærker det varme vand over livet og glider ned til halsen. En ubeskrivelig stank når mine næsebor. En sursød, rådden stank af afføring og urin, der næsten får mig til at kaste op. Det går op for mig, at jeg svømmer i hele lokalsamfundets kloak. Bogstavelig talt i lort til halsen. Med kloakvand til op over hagen kæmper jeg nu med kraftige opkastfornemmelser. Jeg må gøre noget for ikke at synke helt under. Ikke alene vil det være en ualmindelig modbydelig oplevelse. Mit udstyr er også for tungt til, at jeg kan svømme her. Jeg vælger derfor at sætte af på muddervæggen, så jeg forhåbentlig kan nå de to meter over på den anden side af grøften." .... "Da jeg er to meter fra træerne, står de der. Igennem et lille hul mellem træerne ser jeg gløden fra den enes cigaret. Den lille prik lyser op, når han tager et hvæs. Han står op ad husmuren højst 10 meter fra mig. Den anden sidder på hug op ad en metalport, som er den eneste synlige indgang til gårdspladsen. Jeg bevæger mig lydløst en meter længere frem. En stor del af huset kommer til syne. Og jeg ser, at begge mænd har en AK-47 hængende på skulderen. Vagten ved muren kaster cigaretten ned foran sig og skodder den med den ene støvle. Den anden rejser sig langsomt, mumler et par ord til makkeren og forsvinder ind i huset gennem hoveddøren. Der er stadig ikke tegn på nogen vagt på taget."