Gymnasiale uddannelser

Det bliver et helt "nyt" gymnasium

Om et par år vil Frederikshavn Gymnasium og HF-kursus fremstå med nyrenoverede fysiske rammer for den tidssvarende undervisning.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Anette Jensen: - Vi er glade og ser frem til mere nutidig bygningsstandard. Arkivfoto

Det lover Anette Jensen, formand for gymnasiets bestyrelse, der nu formelt har besluttet at acceptere tilbuddet om at købe skolebygningerne for 26,5 millioner kroner. - Jeg er meget glad, og vi ser meget optimistiske på fremtiden, understreger formanden. I købsprisen er afsat 17,8 millioner kroner, som det faktisk haster med at få brugt, fordi pengene blandt andet skal sikre, at gymnasiet kan efterleve påbud fra Arbejdstilsynet. 4. februar er sidste frist for at afgive tilbud på arbejdet. Allerede i vinterferien i sidste halvdel af februar skal der laves akustiklofter i musikhuset. I sommerferien igangsættes den store renovering med akustiklofter og ventilation i hovedbygningen samt renovering af fysiklokalerne. Senere kommer bedre toiletforhold, udskiftning af vinduer og renovering af idrætsfaciliteterne. I anden omgang men i umiddelbar forlængelse af de stærkt nødvendige renoveringer og efterlevelse af AT-påbud, ønsker gymnasiets bestyrelse andre forbedringer. - Vi har en del hængepartier, fordi vi har ventet på afklaring af ejerskabet. I flere år har vi levet med et stort vedligeholdelsesefterslæb. Vi har ikke turdet bruge penge, så vi har selv sparet op til lidt ekstra, forklarer Anette Jensen. Hun regner med, at gymnasiet har cirka 10 millioner kroner udover de penge, der skal bruges til køb af bygningerne. - Vi vil have en arkitekt til at se på bygningerne som en helhed og få det hele til at hænge bedre sammen. Vi vil gerne have shinet op med nye farver, fortæller Anette jensen. En tilpasning af indretningen skal også give bedre plads i kantinen og flere elevarbejdspladser. Arbejdet de kommende mange måneder tilrettelægges således, at håndværkerne rykker ind, når eleverne tager på ferie.

Forsiden